|
|
Efter at have haft succes med at instruere afsnit til tv-serierne "Krøniken", "Rejseholdet" og "Forbrydelsen" er Charlotte Sieling nu biografaktuel med sin første spillefilm. Hun har allieret sig med fire af Danmarks allerbedste skuespillere, Sidse Babett Knudsen, Nicolas Bro, Ellen Hillingsø og Anders W. Berthelsen. (Foto: Erik Aavatsmark)
Traileren til den nye danske film Over gaden under vandet er klippet sammen, så man meget nemt kan tro, at den er hyldende morsom fra start til slut. Men den er meget mere tragisk, end den er komisk. En tragedie er nødt til at have komiske reliefs, ellers kan man slet ikke begribe, hvor tragisk det hele er, og det er disse reliefs, som er blevet klippet sammen i traileren. Der findes ikke mange andre end Woody Allen, som kan skildre utroskab, ulykkelig kærlighed og mennesker på sammenbruddets rand, så man klasker sig på lårene af grin hele filmen igennem. Der er ingen tvivl om, at Allen har været inspirationskilde til denne film, men den befriende humor er ikke helt så fri på Sielings ø Christianshavn, som den er på Allens ø Manhattan.
Men det er en lækker film; der er mange flotte billeder fra Christianshavn, som ikke skal trækkes med den efterhånden sædvanlige overdrevne brug af colorgrading. Billedsiden er lige så god som lydsiden, og musikvalg er også udmærket. De fire hovedrolleindehavere blinker og glimter, som de stjerner de er, og over dem alle stråler Sidse Babett Knudsen, som stjæler lærredet med sin kæmpestore, gudeskønne personlighed. Det er ellers en ensemblefilm, hvor en håndfuld individer smutter ind og ud af hinandens liv og uden at vide eller ville det former og farver hinandens skæbner. Men det kan ikke nægtes, at Sidse Babett har den egentlige hovedrolle.
Fælles for de mange karakterer i filmen er, at det med kærligheden er så svært, så svært. Det er vor tids store fortælling, at man har, hvad man tror, man vil have, men ved ikke helt, hvad man vil, og så alligevel, men ikke rigtigt, og så sårer man nogen, og det gør også ondt på én selv. Det er der lavet mange film om. Og det er heller ikke et emne, som lige står til at udtømme, da det jo er hverdag for virkelig mange mennesker. Skuespillerne gør det meget nemt for biografgængerne at identificere sig med karaktererne og føle med dem i de problemer, som de selv skaber i deres ofte meget selvfikserede valg i tilværelsen.
Livet er hårdt. Også selv man har prestigefyldte arbejdstitler som anerkendt skuespiller, fotograf og kulturjournalist på Politiken, bor i liebhaverboliger på Christianshavn og brygger sin morgenkaffe i fancy espressomaskiner og drikker den af det sidste nye design fra Den Kgl. Porcelænsfabrik. Det må være individuelt, om man oplever budskabet positivt; alle har det svært, så du skal ikke have det dårligt med, at du ikke kan få livet til at hænge sammen, eller negativt; ingen kan alligevel finde ud af det, så hvorfor overhovedet prøve. Uanset hvilken side man står på, er der ingen tvivl om, at mange, trods liebhaveriet, vil kunne genkende sig selv i Over gaden under vandet, som Sieling selv kalder et generationsportræt.
