Flere nyheder

 
Litteratur
Kinas vidner

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Kinas vidner
Tor. 29. okt. 2009


"Kinas vidner - stemmer fra en tavs generation" er en samling gribende vidnesbyrdhistorier sammenfattet af den kinesiske forfatter og journalist Xinran Xue. En rejse tilbage i tiden til det maoistiske styre, der, på trods de mange rystende historier, vidner om tilstedeværelsen af menneskelighed og kærlighed, selv under ekstreme forhold.

"Hvis vi lader disse mennesker tage deres oplevelser og erfaringer med sig i graven, så mener jeg, at vi gør dem stor uret", skriver Xinran i begyndelsen af værket, der, som titlen indikerer, består af en samling vidnesbyrdberetninger fra det kommunistiske Kina. Værket byder på 20 personportrætter af udvalgte personer med vidt forskellige skæbnehistorier; der er bl.a. en gammel medicinkvinde, en taxachauffør, en oliemillionær, en nyhedssanger på 95 år og en berømt akrobat.

Alt i alt bliver det til et enormt stort og mangetydigt billede af det kommunistiske Kina i det 20. århundrede under formand Mao. Forfatteren, der i forordet skriver, at hun søger at komme nærmere den kinesiske værdighed, fokuserer på begrebet skyld, som sættes i forbindelse med den nationale bearbejdning af fortiden. Værket er en blanding af regulære interviews, beskrivelser af historiske begivenheder og nutidige stemningsreportager. Forfatteren gør opmærksom på, at bogen ikke er baseret på historisk research, hvilket gør, at den muligvis ikke lever op til streng akademisk standard. Fokus er interviewpersonernes livshistorier, fortalt af dem selv, sådan som de ønsker at videregive dem.

I forordet til værket skriver Xinran, at hun frygter, at de yngre generationer i Kina er ved at miste følingen med tidligere generationers revolutionære idealer og deres kamp for et bedre samfund. Værket er på ingen måde en hyldest til Mao eller til kommunismen som styreform, men det er et forsøg på at åbne op for en national selverkendelsesproces, hvori en anerkendelse af fortidens mørke og triste såvel som smukke og beundringsværdige elementer indgår. Det er således et imponerende og beundringsværdigt projekt, og det er meget glædeligt at læse det vellykkede resultat. Kinas vidner - Stemmer fra en tavs generation er spændende og gribende. Og det er en vigtig bog, ikke bare for kineserne i deres konfrontation med fortiden, men for os alle sammen. For den handler om os, om det at være menneske - i alle dets smukke og uhyggelige facetter.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Xinran Xue: Kinas vidner - Stemmer fra en tavs generation
Forlag: Rosinante
528 sider
ISBN: 978-87-638-1123-1