Flere nyheder

 
Teater
Gidsler

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Gidsler
Fre. 30. okt. 2009


Det er set før: "Gidsler" er ikke politisk teater, men det prøver at illustrere etiske
dilemmaer og vise konsekvenserne. Kan man bruge udemokratiske midler i demokratiets
tjeneste og er andres åbenlyst tåbelige meninger mindre værd end ens egne idealer? Forlægget er godt nok, men det fungerer bare ikke og bliver forudsigeligt i udførelsen. (Foto: Bjarne Stæhr)

Der er kun få uger til folketingsvalget og partiet yderst til højre står til en solid sejr med sloganet "Danmark først!". Danmark skal reddes, før vi kan redde resten af verden. Nogle er begejstrede, andre får brækfornemmelser. De unge idealister Tea og Christian beslutter sig for, at fakkeltog og plakater ikke kan vække danskerne, men de vil heller ikke bruge vold. De nærer ingen tvivl om, at deres holdninger er de rigtige, så rent logisk må Marc Degn Madsen, lederen af det populistiske parti, kunne bringes til fornuft gennem solid påvirkning af rationelle argumenter.

Løsningen er at lokke ham ud til et øde sommerhus i en weekend, tilbageholde ham og tvinge ham til diskussion, hvor han selvfølgelig vil blive sat til vægs. Det hele skal optages og lægges ud på youtube, så alle danskerne kan gennemskue Marc Degn Madsens egoistiske og usammenhængende politik. Det går dog ikke så let. Marc er en rutineret debattør og realpolitiker, der hurtigt sætter Christian på plads i de filosofiske diskussioner. Weekenden går, målet med at pille Marc fra hinanden kommer længere og længere væk og sammenholdet krakelerer. Der skal måske bruges kraftigere metoder end dialog for at redde Danmark!

Umiddelbart lyder Gidsler som et relevant teaterstykke. Det bliver præsenteret som en
thriller, og nogle gange kan man være i tvivl om, om man er i teatret eller i biografen. Der
er ikke sparet på underlægningsmusik eller klip mellem nutid og flashback. Det er fint, men det redder ikke forestillingen, der ikke helt ved, hvad den vil. De grundlæggende moralske dilemmaer, der lægges ud med, drukner pludselig i, at de unge idealister har lig i lasten. Om det er tilføjet for at de skal være mere menneskelige skal være usagt, men det betyder, at vi ender op med et forudsigeligt forløb hen mod en rodet slutning.

Oplevelsen bliver ikke større af skuespilspræstationerne, som må siges at være mildest talt på det jævne: Henrik Prip gør det ganske udmærket i rollen som Marc, ligesom Jacob Lohmann som håndlangeren John, men Stine Prætorius og Pelle Nordhøj Kann som henholdsvis Tea og Christian leder mest af alt tankerne hen mod amatørteater, når de folder sig ud i flashback og skal fortælle om deres følelser. Ideen i Gidsler er god nok, men udførelsen giver kun to af seks stjerner.

Teater V: Gidsler

"Gidsler" er anmeldt på Horsens Ny Teater den 27.10. Forestillingen fortsætter på turné rundt i landet til og med 12.11., hvorefter den spiller på Teater Vs scene i Valby.

Se spillesteder og - tider for danmarksturnéen