|
|
Det er ikke første gang, Charles Dickens "A Christmas Carol" er blevet filmatiseret. Det er en brandgod historie om griskhed, venlighed, bitterhed og glæde, om at kigge tilbage på sit liv og fortryde og om at beslutte sig for at starte forfra. Den nye animerede udgave er tro mod den gamle historie i en moderne indpakning. (Foto: Walt Disney Pictures)
Noget, som altid er en udfordring i filmatiseringerne af Dickens bedst sælgende roman, er at fremstille den nærige, menneskehadske Scrooge efter besøget fra de tre ånder i løbet af julenat. Altså hvordan han julemorgen opfører sig. Det meste af livet har han opført sig helt og aldeles modbydeligt overfor alt og alle, og kun interesseret sig for penge. Men efter at have haft besøg fra dødsriget og fra julens ånder, er den gamle mands øjne blevet åbnede. Ofte bliver den forhenværende pengepuger ufrivilligt udstillet, som om han er blevet sindssyg eller ubegavet. Det er fordi det er meget svært at vise, at han så pludseligt - i skærende kontrast til aftenen før - har fået appetit på livet og lyst til at glæde andre mennesker. Det lykkes ganske godt under Robert Zemeckis instruktion af genfortællingen om Ebenezer Scrooge. Jim Carrey, som er en sand stemmens mester, rammer den scroogeske surhed med præcision og nuancerer den svære forvandling på raffineret vis.
Der skal en hel del til for at skabe en uforglemmelig filmatisering af en julehistorie, som siden dens bogudgivelse i 1843 og filmmediets opfindelse i 1895 er blevet fortalt så mange gange, at den ser ud til at være mere kendt end juleevangeliet. Det forsøges her med et storslået computeranimeret univers af 1800-tallets London og spøgelser og ånder, som man ikke har set dem før. Der gives en helt anden fornemmelse af rigtige mennesker end i andre computeranimerede film, som f.eks. den nye OP. Karakterernes måde at bevæge sig på er uhyre virkelighedstro, men engang i mellem falder den ellers så naturalistiske animation igennem. F.eks. med birollen Fezziwig, som danser på en mere unaturlig måde end i de film, der ikke engang prøver at kopiere virkeligheden. Den animerede form kan noget som live-action ville blive hæmmet af med kameravinkler og special effects. Men de ubegribeligt flot lavede karakterer kan ikke gengive det glimt i øjet, som rigtige mennesker har. Det giver filmen en lidt upersonlig stemning. Til gengæld er der masser af smukke engelske julesalmer, hvilket passer perfekt til titlen og kan sprede noget tiltrængt varme i filmen.
Blandt de mange, mange filmatiseringer kan nævnes A Christmas Carol - The Musical fra 2004 med Kelsey Grammer (Frasier) i hovedrollen som en syngende Scrooge. Den er for alle dem, som elsker musicaluniverset, som man kender det fra Andrew Lloyd Webber. Scrooge fra 1970 med Albert Finney i hovedrollen. Han har af mange filmskribenter fået status som den rigtige Scrooge. I 1983 udkom den tegnede Mickey's Christmas Carol med Joakim von And som den julefjendske Scrooge og Mickey som hans underbetalte ansatte. Denne anmelders favorit er Muppets Juleeventyr fra 1992 med selveste Michael Caine som Scrooge og alle de kendte dukker i forskellige roller. De fire nævnte film er alle meget tro mod bogen. Dertil kommer alle de julefilm for børn og/eller voksne, som er inspirerede af Dickens i stærkere eller mildere grad.
Den sidste nye Christmas Carol er også tro mod den oprindelige kilde. De officielle anbefalinger er, at biografgængerne er mindst 11 år, hvilket er meget passende. For udover at være tro mod det originale plot, er den nye film også tro med den originale uhygge. Så er man 10 år eller under kan man kaste sig over de fire nævnte ældre film. Er man 11 år eller derover og endnu ikke har stiftet bekendtskab med Mr. Scrooge, så er det med at komme i gang! Og man kan meget vel starte med den nyeste af dem alle sammen.
