|
|
Torsdag den 5. november indtog norske Ane Brun den rytmiske scene i Musikhuset Aarhus. Med sig havde hun Rebekka Karijord og Jenny Abrahamsson, som også tog sig af opvarmningen, og cellist Linnea Olsson. På trods af den dødkedelige koncertsal formåede Ane Brun at spille en ganske glimrende koncert.
Ane Brun har høstet store roser for sin fantastiske stemme, der ligger i feltet mellem en poppet Dolly Parton og en til tider dybblå blues. Hun indtog scenen klædt i sort hættekjole og lignede mest af alt en adrenalinfattig bokser på vej ind i ringen. Det forventningsfulde publikum kunne ikke helt fylde den rytmiske sal i musikhuset, men de der mødte op tog grådigt imod tonerne fra den norske sanglærke.
Og lad det være sagt med det samme, da Ane Brun åbnede munden og lod tonerne flyve forbi tungen og ud i rummet, skabtes en helt unik stemning, og man blev som publikum trukket ind i hendes smukke univers. Ane Brun kan nemlig det med at skabe universer. Der er en melankoli i hendes musik, som er svær ikke at tage til sig, og så har hun en fremragende evne til at fylde rummet ud.
Men skal man være negativ, og det skal man jo til tider, så var det lidt af et overkill at have både Rebekka Karijord og Jenny Abrahamsson som opvarmning. De to sangerinder fra henholdsvis Norge og Sverige er begge dygtige, men det blev bare lidt det samme og det samme og det samme. Man kunne godt have brugt noget, der skillede sig ud fra resten af musikken som en lille mundfrisker. Man drikker jo heller ikke et glas fløde mellem to stykker othellolagkage.
Koncerten havde også vundet ved at blive spillet et andet sted. Der er simpelthen for pænt i musikhuset, og det indbyder ikke rigtigt til indlevelse.
Men trods disse omstændigheder, så formåede Ane Brun at skære igennem og vise, at hun er en kunstner, man kommer til at høre mere til ikke blot i det kolde nord, men også på verdensplan.
