Flere nyheder

 
Litteratur
Pige i tyverne

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Pige i tyverne
Fre. 20. nov. 2009



En 105-årig nyligt afdød grandtante, der pludselig dukker op som spøgelse eller skytsånd for den 28-årige Lara, er hovedplottet i denne underholdende chick-litt af en af chick-littens mestre Sophie Kinsella. En grandtante, der hjemsøger én - i form af en forlangende, ligefrem og Charleston-dansende Sadie - er Lara mon ved at blive skør?

Lara Lington er sidst i tyverne og fuldstædig ude at svømme. Hendes kæreste er lige gået fra hende, og hun aner ikke hvorfor. Hendes job er en farce efter at hendes forretningspartner og bedste ven er stukket af til Goa, og deres nystartede Headhunter-firma lider i udpræget grad af startvanskeligheder. Hendes familieforhold er udfordrende; hendes søster er irriterende, hendes forældre bekymrede og onklen har en helgenlignende status som chef for et multinationalt kaffefirma.

Lara er kort sagt på et turbulent tidspunkt i sit liv. Og så dør hendes 105-årige grandtante Sadie. Hun har godt nok aldrig mødt grandtanten, og begravelsen er begivenhedsløs, indtil Sadie dukker op og begynder at hjemsøge Lara. Sadie insisterer på, at Lara skal hjælpe hende med at finde en halskæde. Lara er den eneste, der kan se og høre hende, og først er hun overbevist om, at hun er ved at blive psykisk ustabil - og det vedbliver hendes familie med at tro, da hun efterhånden foretager sig nogle temmelig usædvanlige ting.

"Da jeg stiger ud af taxaen, kigger jeg hurtigt op og ned ad gaden. Der er gudskelov ingen i syne. Jeg har aldrig nogensinde set så latterlig ud. Det er, hvad der sker, når man lader en død grandtante få kontrol over ens udseende."

De to piger er jævnaldrende, men fra to forskellige tidsaldre. Sadie finder nogle af de moderne tiltag som f.ek.s. mobiltelefoner aparte.. Men trådløse headset til mobiltelefoner er en god undskyldning, når man går og snakker med et spøgelse. Af en skytsånd at være er Sadie temmelig irriterende, men sammen lærer de meget af hinanden, og langsomt kommer Lara til bunds i mysteriet om Sadie, for der er noget, der ikke er helt, som det skal være: Hvorfor er det så vigtigt for Sadie, at hun finder sin gamle halskæde?

Det lyder alt sammen meget alvorligt og på samme tid mærkeligt, men tro mig - bogen er sjov! Historien er fængende og underholdende og kan varmt anbefales til en ledig læsestund. Det er en rigtig "pageturner", og selvom dens budskab (udover at man skal huske at besøge sine gamle familiemedlemmer og lære dem at kende i tide) og litterære stil nok er i den lettere ende, så er den absolut 1. klasses underholdning.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Sophie Kinsella: Pige i tyverne
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Sider: 480
ISBN: 978-87-1143853-4