|
|
Den svenske filminstruktør Lukas Moodysson er lige nu DVD-aktuel i Danmark med sin æstetiske og sympatiske film "Mammut". Den er både klassisk melodrama og aktuel politisk kunst på samme tid. Der diskes op med nogle af globaliseringens mange problemer, som alle bør tage stilling til. Men den kan godt virke en anelse langtrukken. (Foto: Sandrew Metronome)
Som så mange andre europæiske film havde Mammut premiere på årets filmfestival i Berlin i februar. Der blev den modtaget med både begejstrede klapsalver og utilfredse tilråb. Den slags delte vande blandt deltagerne på en filmfestival er altid god reklame for kontroversielle filmskabere som f.eks. Lars von Trier. Men Moodysson er ikke blandt de instruktører, som vil dele vandene for provokationens skyld. Han sætter fokus på uretfærdigheder, på konkrete problemer og formidler dem gennem medrivende historier med helstøbte karakterer og et formfuldendt filmsprog. Hans politiske temaer kan måske i nogles øjne være provokerende, men hans film kan næppe ses som produkter fra en provokatør. Det er nærværende og rørende filmkunst for alle, som ikke er lavet af is, og to af disse film er på undertegnedes hitliste; Lilja 4-ever (2002) og Fucking Åmål (1998).
Grunden til de utilfredse tilråb efter visningen af Mammut i Berlin er muligvis en insisteren på at tildele Moodysson den slidte frase "politisk korrekt". Under filmen introduceres publikum for en familie i New York med far, mor, barn og nanny. Nanny'en kommer fra Filippinerne, hvor hun har efterladt sin egne små børn, som lider under savnet af deres mor. Barnet i New York knytter sig til nanny'en, mens moren, som har travlt med at passe sin karriere som læge, føler jalousiens smerte. Faren rejser til Thailand på forretningsrejse, hvor han støder på en form for nød og elendighed, som han har svært ved at håndtere.
Det er nemt at udlede moralen, at de hvide udnytter asiaterne, og at alle mennesker i hele verden ville være gladere, hvis de arbejdede mindre og tilbragte mere tid med deres familie. Den sang har man hørt før, og den følsomme fotografering og klipning holder intet tilbage, når de mange karakterers smerte portrætteres. Det må være det, den negative modtagelse reagerede på.
Grunden til de begejstrede klapsalver var nok anerkendelsen af, at det er mere komplekst end som så. Det er ganske vist de hvide mennesker, som kan betale sig til ydelser som barnepasning og prostitution i lande som Filippinerne og Thailand. Og selvom de to voksne mennesker i den amerikanske familie udviser en umodenhed, er der ikke løftede pegefingre, som skal sætte den ene eller den anden karakter i bås som bad guy. Globaliseringens problematikker er hævet over den enkeltes personlige ansvar, og man løser ikke noget ved bare at opføre sig "politisk korrekt". Ligesom Lilja 4-ever peger Mammut på grundlæggende uretfærdige strukturer, som skriger på politisk fokus her og nu.
Der kan også være blevet klappet til filmfestivalen fordi det er en medrivende historie om forskellige menneskeskæbner fortalt med smukke billeder, fantastisk skuespil, fremragende lyd og et godt soundtrack, som det sig hør og bør i en Moodysson-film. Den er godt klippet, men kunne være blevet klippet en anelse kortere end de godt to timer. Det er en hård og smuk film, som nu kan ses på DVD - så man kan slippe for at høre på hverken tilråb eller klapsalver.
Ude på DVD fra Sandrew Metronome
Se film-info
