|
|
Den trediveårige multikunstner Sebastian Silva har med sin anden spillefilm, "La Nana", modtaget anerkendelse på festivaler rundt omkring. Det er fuldt fortjent. Filmen er et helstøbt kammerspil fuld af detaljer og et aldeles velspillet persongalleri. Det eneste ærgerlige ved denne film er, at den kun bliver vist i tre danske biografer.
Titelrollen la nana, eller tjenestepigen, spilles af Catalina Saavedra, der ligesom instruktøren har vundet priser for sit fantastiske arbejde med denne film. Tjenestepigen Raquel har arbejdet for familien Valdes i mere end 20 år og elsker børnene af hele sit hjerte. Med grum undtagelse af den ældste datter. Husets frue insisterer på at ansætte en pige, som kan hjælpe til i det store hus. Raquel føler en voldsom jalousi, hver gang en ny kvinde kommer til og falder i snak med børnene, og hun gør derfor alt, hvad hun kan, for at få dem til at rejse en efter en.
Raquel går med uniform, står op før alle andre i huset og spiser for sig selv i køkkenet, ligesom tjenestepiger altid har gjort det. Samtidig har hun en vilje, der er lige så ubøjelig som granit, og det er først, da hun pga. sygdom er tvunget i sengen, at en ny pige kan ansættes. Familiens medlemmer taler pænt til Raquel, giver hende gaver på fødselsdagen og skælder aldrig ud. Der er dog et par sammenstød mellem den 41-årige tjenestepige og den ældste datter i starten af 20erne, som ender med datterens understregning af, at Raquel bare er en tjenestepige. Men uanset hvor pænt, der ellers bliver talt og hvor mange gaver, hun får til sin fødselsdag, så er la nanas medlemskab af familien ikke på højde med de andres, og den blide tone fra fruen får en skinger efterklang af nedladenhed.
Sociale hierarkier og slaveri er en universel problemstilling, som altid har eksisteret. Det har været under debat de sidste par hundrede år. På overfladen er situationen blevet bedre mange steder - også hos filmens sydamerikanske familie, hvor tjenestepigen har mobiltelefon, tv og endda råd til at købe en bluse magen til fruens. Men den grundlæggende struktur, hvor nogen ejer andre, er stadig den samme. Det giver sig flere gange til udtryk, f.eks. da en af de nye piger spørger fruen, om hun må løbe en tur, og den evigt venlige og forstående stemme svarer: "Ja, selvfølgelig må du det. Men tror du, at du har energi nok til at passe huset bagefter? Det er jo et stort hus."
Spørgsmålet om, hvorvidt man kan tillade sig at købe både arbejdskraft, omsorg og uniformering af andre mennesker bliver vendt og drejet i filmkunsten for tiden. F.eks. svenske Lukas Moodyssons Mammut (2009) om en vestlig familie, der importerer denne service fra Asien og franske Marion Laines Un coeur simple (2008), som er en filmatisering af Gustave Flauberts fortælling om tjenestepigen Félicité (Et enfoldigt hjerte, 1877). Og nu kan de århusianske og københavnske biografgængere også opleve La Nana (2008), som elegant og nuanceret serverer en ny side konstellationen herskab og tjenestefolk. Samtidig er det en medrivende historie, fantastisk filmet, rigtig god lyd og fremragende instrueret og spillet.
