Flere nyheder

 
Film
Grant og Parker gør hvad de kan

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Grant og Parker gør hvad de kan
Tor. 7. jan. 2010

Kongen og dronningen af bestsellergenren - den romantiske komedie - spiller overfor hinanden som de separerede Mr. og Mrs. Morgan. Det skulle man tro, at der kom rigtig meget romantik og komik ud af. Men de to heart breakers har fået en alt, alt for kedelig og alt, alt for forudsigelig historie at arbejde med. (Foto: Sony Pictures)

Selvom man elsker Hugh Grant i romantiske komedier som Love Actually (2003), About a Boy (2002) og Bridget Jones's Diary (2001) og selvom man stadig ikke har fået nok af Sarah Jessica Parker fra Girls Just Want To Have Fun (1984) til tv-serien Sex and The City (1998-2004) betyder det ikke at man vil elske Did You Hear About The Morgans? Grant gør hvad han er allerbedst til - den charmerende akavethed, som sikrede ham et internationalt gennembrud med Four Weddings and a Funeral (1994) - krydret med den mere voksne udstråling, som kom til i løbet af forrige årti. Parker gør også sit bedste som halvneurotisk og helt vidunderlig kvinde med al sin sødme og desperation. Og det er ikke fordi, at disse personificeringer eller skuespillerne bag dem er blevet slidte, det er de for identificerbare og elskelige til. Det er filmens historie, som er en lang kliché, der gør, at de 103 minutter virker som meget mere. Man keder sig i det ellers så gode selskab, som udover Hugh Grant og Sarah Jessica Parker også inkluderer Sam Elliott og Mary Steenburgen.

Paul (Grant) har været Meryl (Parker) utro. Derfor er de separerede. Han er advokat, hun er ejendomsmægler, de er rige og succesfulde, men de mangler noget i deres liv. Det viser sig også, at Pauls engangsaffære skyldtes frustration over mangel på kommunikation mellem mand og kone. I et forsøg på at få talt ud med hinanden mødes de på en restaurant midt på deres elskede Manhattan. På vej væk fra restauranten bliver de vidner til et mord og må ud af byen og under jorden. De kommer langt, langt ud på hillbilly landet, hvor de skal bo hos en gammel US marshal (Elliott) og hans kone (Steenburgen).

Der er masser af jokes, man har hørt før. F.eks. har de to byboer svært ved at trække vejret fordi luften er så ren og svært at sove, fordi der er så stille. Moralerne har man hørt endnu flere gange end de slidte jokes. Der er så sundt og rent og godt for sjælen ude på landet. Det kan godt være nogle af bondeknoldene er lidt skøre, men der er virkeligt et godt sammenhold. Og er der knas med parforholdet, skal man bare bytte byen ud med noget natur. Der er både sjove replikker og medrivende scener, men der er langt mellem dem. De romantiske stjerner gør hvad de kan med det trivielle materiale, og derfor skal Hugh og Sarah have en stjerne hver.

Se spilletider

Se filminfo