Endelig er "Det hvide bånd" kommet til Danmark. Det er en intelligent film om at placere skyld og ikke mindst om at sone skyld. Dette foregår ikke kun blandt karaktererne på lærredet, men også film og publikum imellem. Filmen er ikke bare en intellektuel og æstetisk oplevelse - en lammende følelse af magtesløshed følger også med i billetprisen. (Foto: Camera Films)
Tyske Michael Haneke (født 1942) har budt på mange fantastiske og foruroligende filmoplevelser. Et par eksempler er Funny Games (1997), som han lavede en udmærket amerikansk version af 10 år senere, Pianisten (2001) og Skjult (2005). Sidste år blev Det Hvide bånd modtaget med hæder og ære rundt omkring. Filmen blev bl.a. belønnet med De Gyldne Palmer i Cannes.
Handlingen udspiller sig i de sidste 15 måneder op til Første Verdenskrig i en lille tysk landsby. Det er et patriarkalsk og protestantisk samfund, hvor ingen kan siges at være lykkelige i en hverdag med et ekko af hustruvold, incest og psykisk mishandling. En ung skolelærer, filmens eneste egentlige humanistiske menneske, ser tilbage på sin tid som børnenes underviser og på børneflokken og dens mærkelige sammenhold.
Ulykkerne hagler ned over landsbyen. Lægens hest styrter, og rytteren bliver hårdt såret. En ældre kvinde falder gennem et råddent loft og dør. Først bliver baronens søn bortført, tortureret og fundet, senere jordmoderens dreng, som har down syndrom. En mand begår selvmord. Der åbnes for et vindue, så et spædbarn udsættes for hård kulde. Alle mistænker alle. Præsten prædiker moral for menigheden og slår hårdt ned på sine børns mindste forseelser. Titlens hvide bånd er en del af den straf præsten pålægger sine børn. De skal bære det som armbind eller hårbånd for at minde om, at de er forpligtet på uskyld og renhed. Læreren forsøger at finde frem til sandheden bag de mange hændelser, og sammen med publikum får han indsigt i alle de mange voldsomme ubehageligheder.
Børneflokken tilhører den generation, som er voksne under Anden Verdenskrig. Haneke kalder filmen "en tysk børnehistorie", og det er meget interessant at se det store tyske traume blive behandlet i en historisk periode, hvor det endnu ikke er indtruffet. Straf og skyld er de egentlige hovedpersoner i Det hvide bånd, og de er ikke alene forbeholdt filmens karakterer. En replik om guddommelig afstraffelse helt ud i 3. og 4. led peger direkte på os, der ser filmen i dag. Der bliver effektfuldt kigget ind i kameraet, og på samme tid gør lydsporet brug af en fløjte, som skaber en penetrerende lyd, vi ikke kan undvige.
Det hvide bånd er en fantastisk fotograferet sort-hvid film. Intellektuelt og følelsesmæssigt rammer den alle de mørkegrå nuancer, også dem man aldrig plejer at se. Den handler om skyld og skam, ansvar og angst. Den burde være obligatorisk for alle over 15 år!
