Flere nyheder

 
Litteratur
En smuk debutroman af Josefine Klougart

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
En smuk debutroman af Josefine Klougart
Tor. 7. jan. 2010



I sin debutroman "Stigninger og fald" tager den unge forfatterinde Josefine Klougart læseren med tilbage til sit barndoms Mols. Til en barndom på landet, hvor hønsene blev slagtet på gårdspladsen, kartoflerne skrællet i tavshed på græsplænen, og hvor man hjalp sine naboer, så godt som man nu kunne.


Naturen spiller en central rolle i romanen, med sin barskhed lærer den børnene om livet og dets konsekvenser, allerede inden de er gamle nok til at forstå meningen med det. Livet leves gennem naturen, alting sættes i samspil med denne og skaber på den måde et ubrydeligt bånd, der kun ringe kan beskrives med ord. Naturen, kroppen og sindet samles i ét og bliver afgørende for eksistensen.

Romanen er en fortælling om det at vokse op i en familie, hvor bebrejdelser og usagte ord præger hverdagen. Om følelsen af at udvikle sig og pludseligt have en krop, der ikke føles rigtig. Forældrenes forhold har en central placering i romanen. Faderen er hårdtarbejdende og forsøger ind i mellem i weekenden at kompensere for det, han har forsømt. Hans hårde arbejde finder dog kun sted uden for hjemmets fire vægge. Hjemmet er moderen domæne, her må hun klare det hårde slid, sygdom til trods, uden nogensinde at få tak for det.

Moderen ser i sin mellemste datter den eneste allierede i kampen for at få den hårde og uretfærdige hverdag til at hænge sammen. Datteren forstår endnu ikke helt moderens tristhed, men af frygt for at det hele skal ramle sammen, forsøger hun alligevel at give sin støtte. Det skævvredne og til tider skyldsprægede forhold mellem forældrene, får datteren til at skabe sit eget lille ritual: Hun skriver lister. Lister over bøger, skyformationer, venner og veninder og navne på gæster. På den måde kan hun holde styr på og systematisere ting. Hverdagen bringes i orden, og den ubehagelige følelse af ikke at have kontrol mildnes en smule. Denne opremsning på lister er også et gennemgående træk i hele romanens stilistiske aspekt.

Stigninger og Fald er en poetisk fortælling om et barns måde at erfare verden på, uden at besidde de rette ord til at beskrive den med. Historien er derfor bygget op omkring en voksen persons nutidige erindringer fortalt gennem et barns øjne på smuk og ærlig vis.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Forfatter: Josefine Klougart
Titel: Stigninger og Fald
Forlag: Rosinante
Sider: 172
Udgivelsesdato: 07.01.2010
ISBN: 978-87-638-1327-3