Flere nyheder

 
Teater
Skuespillerelever viser klasse

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Skuespillerelever viser klasse
Man. 11. jan. 2010



Fjerdeårselever på Skuespillerskolen i Odense serverer solide præstationer i en forestilling, der både undrer og underholder. Dramatikeren Simon Stephens kæder terrorangreb sammen med den stigende selvcentrering i en verden, hvor mennesker opfatter hinanden som ting frem for individer. Historien er hårdkogt og humoristisk, men tempoet halter. (Foto: Leif Hansen)

Ingen bare baller
Snydt igen! Der er ikke så meget som en blottet balle i Pornografi på Odense Teater. Det handler i stedet om den manglende omsorg for andre mennesker. Fra læreren til eleven. Fra freaken til familiemennesket. Fra den utilpassede knægt til karrierekvinden.

Alle bor de i London i juli 2005. Alle jubler de over nyheden, at OL kommer til byen. De forestiller sig at have et fællesskab, men de fokuserer udelukkende på deres egne følelser og behov. Det går så småt op for dem, da terrorbomberne eksploderer og sprænger deres snæversyn.

Fire fortællinger

Pornografi
består af fire fortællinger, der følger forskellige mennesker i dagene op til terrorangrebet.

Vi møder kvinden, der forsøger at fordybe sig i vigtigt arbejde. Inderst inde savner hun dog sin mand og panikker, når hun ikke ved, hvor han er. Hun vil kontrollere ham. Han er til for hendes skyld. Kvinden spilles på en og samme tid af Marie Carmen Lindegaard og Kaja Kamuk, der kæmper med en træg tekst i stykkets langsommelige opstart.

Så træder klovnene ind på scenen i skikkelse af Andreas Berg Nielsen og Kristoffer Fabricius. Som utilpassede skoledrenge, spiller de smarte over for den lækre lærerinde. En farce, der ender i fatal jalousi. Hvad der let kunne være blevet en slidt Thomas Bo Larsen-kliche, mestrer skuespillerne glimrende. Det er humoristisk og rørende uden at være rørstrømsk.

I anden akt overtager Lila Nobel Mehabil scenen som karrierekvinden, der prøver at skaffe sig et job gennem sin gamle lærer, spillet af Martin Bo Lindsten. Læreren er dog mere interesseret i de kvindelige kvaliteter hos sin tidligere elev. Det komiske parløb er underholdende uden at være overgearet. Den gensidige udnyttelse udarter sig dog tragisk, da læreren ikke længere kan styre sine drifter og forgriber sig på eleven. Det er stærkt skuespil og forestillingens absolutte højdepunkt.

Desværre fuser forestillingen ud i sidste ende. Her præsenteres vi for to ensomme eksistenser, spillet af Mia Lerdam og Nicolai Jandorf Klok. Deres menneskelige isolation er udpenslet og egentlig unødvendig for den samlede fortælling. Det er svært at holde koncentrationen, selv om skuespillerne gør, hvad de kan.

Pornografi er en fragmenteret forestilling, der kædes sammen af temaet om ligegyldigheden over for andre mennesker. Det er en interessant tanke, at der skal ske en katastrofe, før vi bliver opmærksomme på hinanden. Desværre er de fire fortællinger langt fra lige fængslende. Det er ærgerligt for historien og for holdets samlede præstation.

Odense Teater: Pornografi
Premiere 7. januar 2010
Se spilletider