Statens Museum for Kunst springer på klimabølgen og præsenterer et bredt udvalg af malerier fra museets samling, der omhandler naturen i bredeste forstand. Udstillingen prøver meget ambitiøst at formidle en stor mængde kunst- og kulturteori, men man savner stadig det sidste "strike" fra naturens side. (Illustration: Christian Schmidt-Rasmussen)
Mens vi strides om, hvor mange grader temperaturen vil stige, og hvad vi skal gøre ved det, har Statens Museum for Kunst forsøgt at vende problemstillingen på hovedet og belyser menneskets forhold til naturen via kunsten. I fem udstillingsrum gennemgås temaerne "Udnyttelsen af naturen", "Menneske og natur", "Naturen som system", "Landskabet" og til sidst "Syndfloder, dommedag, helvede - og meget dårligt vejr". Denne tematiske inddeling både løfter og hæmmer værkerne, men de mange teoretiske overvejelser er fornemt pædagogisk formidlet.
Udstillingen fylder relativt få kvadratmeter, men spænder over det meste af kunsthistorien, og limen, der skal holde det hele sammen, er en række animationsvideoer fra et fiktivt kunstmagasin, der desværre ikke minder om noget fra dansk tv. Kunsthistorikerne Hanne Kolind og Henrik Holm står bag indholdet i videoerne, hvor animerede studieværter forklarer lystigt om Foucaults epistemer, Johannes' Åbenbaring og Adorno & Horkheimers rationalitetskritik. I videoerne er det dog skuespillere, der en tand for indøvet lægger stemmer til. Filmene er alle få minutter korte, og det er ret imponerende, hvor elegant de mange bolde holdes i luften. Filmene kan også ses på smk.dk, hvis man ikke når at besøge selve udstillingen, eller bare gerne vil se kulturformidling på højt niveau.
Selv uden videoerne, er der stadig mange kunstværker af høj kvalitet at komme efter. Vi når vidt omkring - fra Cezanne, Braque, P. S. Krøyer og Rubens til Robert Smithson, Superflex, Gerhard Richter, Per Kirkeby og Olafur Eliasson. Det er svært at danne sig et ordentligt indtryk af de enkelte værker, når de i så høj grad er spændt for en kunstteoretisk vogn, men omvendt kan den ændrede kontekst få os til at se værkerne med nye øjne. Videoens oplysning om, at landskabsmaleriet først vandt frem, da menneskets forbindelse til naturen var blevet brudt, gav denne anmelder et nyt syn på landskabsmalerier.
En fornemmelse af, hvad man kunne kalde "kunstnerisk green washing" lader sig ikke fornægte, men Nature Strikes Back er et interessant bud på, hvad kunstformidling også kan være, selvom videoerne til tider overskygger værkerne. Man kan vel næppe anklage en udstilling for, hvad den ikke viser, men alligevel indfinder der sig en vis skuffelse, når man kommer frem til sidste rum med naturkatastroferne. Vi når fra Albrecht Dürers apokalypse (1496-1498) til Peter Bondes Hell (1990), men når man har valgt at vise et så bogstaveligt maleri som Christian Schmidt-Rasmussens Langt om længe fandt menneskeheden en måde at overvinde døden(1998), kunne man lige så godt have givet den populærkulturel gas med dommedagsfilm og science fiction.
Natures Strikes Back på Statens Museum for Kunst vises frem til 7. marts 2010
