|
|
Filmens titel, "Precious", navnet på forfattereren, Sapphire, birolleindehaveren Mariah Carey samt historiens morale om at tro på sig selv, vil nok danne billeder af klistrede candyfloss-klichéer hos mange. Ikke desto mindre er det en fantastisk fortælling. Den er rørende uden at være sentimental, og ligeså dyrebar som titlen lover. (Foto: Miracle Film)
Precious er 16 år gammel, gravid for anden gang - med sin far, bor hos en mor, som udøver psykisk og fysisk vold mod hende dagligt. Hun går i 9. klasse uden at have lært at læse og skrive, hendes hjem ligger i Harlem, og tiden er fattigfirserne. De billeder, mange vil danne sig ud fra sådan en beskrivelse, vil nok ikke inkludere de mange smil, denne film også byder på. Det er en af de ærligste film om nyere amerikansk historie, der længe er set. Eller for at blive i filmens eget sprog: en no bullshit-fortælling.
Den marginaliserede hovedperson - sort, overvægtig, teenagemor, analfabet - ser sig selv som "ugly black grease". Hun fantaserer om at optræde som sanger og være på forsiden af modebladene. Hun kigger drømmende i spejlet og ser en slank, hvid kvinde. På grund af sin anden graviditet bliver hun smidt ud af skolen og tilbudt en alternativ undervisningsform. Selvom hun ikke ved, hvad "alternativ" betyder, fornemmer hun, at tilbuddet kan blive en ny chance for hende. Trods moderens indsigelser tager Precious imod tilbuddet, og filmens forfærdelige og følsomme fortælling folder sig elegant ud.
En helt og aldeles ukendelig Mariah Carey spiller socialrådgiver, Lenny Kravitz er sygeplejerske, komikeren Mo'Nique gør det fremragende som den hårde mor, og debutanten Gabourney Sidibe spiller Precious så overbevisende, at det er svært at forestille sig, at hun ikke er sådan i virkeligheden.
Instruktøren Lee Daniels har med Precious vundet mange jury- og publikumspriser på de nordamerikanske filmfestivaler. Undervejs har han ikke kunnet undgå stemplet "politisk korrekt" og beskyldninger om at lave "poverty porn". Hovedpersonens replikker kan man dog ikke beskylde for at være politiske korrekte. F.eks. hedder hendes datter Mongo, fordi hun har Downs syndrom. Et andet eksempel er Precious' åbenlyse undren, da hun erfarer, at den nye underviser er lesbisk. Når man som Daniels laver film, der ønsker at portrættere fattigdom og andre ubehagelige sider af samfundet, vil det altid provokere. Anmelderen i New York Times mente, at en pige så overvægtig som Sidibe ikke burde ses på det store lærred, med mindre det var i en obskur film - f.eks. af kultinstruktøren John Waters.
Precious er socialrealisme, som den bør være i dag. Rystende - og for nogen provokerende - i al sin ærlighed. Der tages fat i emner, som stadig kræver at blive belyst: incest, fattigdom, analfabetisme og meget mere. Og der fortælles via et gribende persongalleri i en visuel form, som af og til leger med collageklip i drømmesekvenser og flashbacks, men primært er holdt i en simpel og rå stil, som understreger den barske virkelighed, den nødvendige selvironi og de rørende øjeblikke. Alle bør se denne film.
Se spilletider
Se filminfo
