Flere nyheder

 
Musik
Wolfmother manglede bid

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Wolfmother manglede bid
Lør. 6. feb. 2010

Australske Wolfmother gav en fin koncert på Vegas store scene, men bandets optræden bar kraftigt præg af en rutinepræstation. I hvert fald var det ikke den allerstørste gnist og tænding, som bandet fik smidt ud over scenen til et ganske imponerende engageret publikum.

Wolfmother, der blev dannet tilbage i 2000, har et par album bag sig. Sidste nye var det ikke specielt gode Cosmic Egg fra sidste år. Men live har bandet et rigtig godt ry. Dette i Danmark ikke mindst på grund af en heftig koncert på Beat Day i sommers.

De gode australiere spiller en kompetent omgang 60'er og især 70'er hard rock, der trækker på bands som eksempelvis Black Sabbath og i meget høj grad Led Zeppelin. Wolfmother tilføjer som sådan intet til genren, men de holder genren i hævd med glimt i øjet og masser af entusiasme.

Men denne gang leverede Wolfmother ikke det mest medrivende show, man kunne forestille sig. De spillede godt, lyden var god og det udsolgte Vega var helt op på tæerne, men bandet virkede lidt uinspirerede og matte. Det var som om, at det kom mere fra rygraden end fra hjertet denne aften.

Ikke mindst opstarten manglede glød og passion. Men Wolfmother havde heldigvis held med at arbejde sig mere op og ind i begivenheden, hvilket gjorde sidste halvdel af koncerten en del bedre end den første halvdel.

Aftenens koncert viste med al tydelighed, at Wolfmothers materiale ikke har kvalitet til bare at blive serveret halvlunkent. Skal bandets musik have liv og bid, så skal den tilvejebringes med en anselig portion energi og vilje.

Men alligevel var koncerten med Wolfmother faktisk en okay habil oplevelse. For når sanger og guitarist Andrew Stockdale fandt ind til kernen og kørte sin indimellem fremragende vokal i stilling, og bandet fik støbt den tunge, gyngende bund, så virkede det fandme. Det var bare en lidt for svingende oplevelse.