Flere nyheder

 
Udstilling
Pæne vaser og vilde skulpturer

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Pæne vaser og vilde skulpturer
Fre. 12. feb. 2010

Det bemærkelsesværdige museum for moderne glaskunst, Cisternerne, på - eller snarere i - Valby Bakke udstiller nyere værker af den svenske glaskunstner Göran Wärff. Wärff har arbejdet for den svenske glasgigant Kosta Boda og skabt en række markante glasskulpturer, der placerer sig i feltet mellem kunst og brugskunst. (Foto: Jonas Lodahl)

Göran Wärff har et mangeårigt virke som glaskunstner bag sig, og Cisternerne præsenterer nu en samling af hans nyere glasskulpturer under titlen Flow Glow. Her er både smukt pustede vaser og kugler, hvor man nyder lysets spil i glassets farver og strukturer og mere anonyme glasskåle, mosaikker og opsatser. Der er en betragtelig spændvidde mellem de præsenterede værker, og man kunne næsten ønske sig, at udstillingen havde været mere fokuseret, så Wärffs kunstneriske sigte stod klarere.

Flow Glow præsenterer først publikum for en samling af aldeles salgbare vaser for Kosta Boda og dernæst for Wärffs mere frie udfoldelser. Design rummer utvivlsomt store æstetiske, endog kunstneriske kvaliteter, men som værkerne er sammenstillet i Cisternerne, ender designaspektet med at devaluere den kunstneriske side i stedet for at berige hinanden. Vaserne med Kosta Boda-logo er til salg og er skam rigtigt pæne vaser, men man bliver helt i tvivl, om det er samme mand, der har lavet den langt mere dramatiske hængekøje af glasstave "Light wave with red cloud", der pryder lokalet. Den har ikke som vaserne et prismærke, hvilket tyder på, at glaskunst stadig skal ligne en vase eller et maleri, som de mange mosaikker, for at være salgbart. De mest spændende af Wärffs værker er også dem, der tilsyneladende er mest uanvendelige, som de lange tunger af glas, der løber ned ad udstillingsrummets søjler, som var de skabt til stedet, eller de smukke dråber af glas omkranset af organiske ståldragere i værket "Sperms of Universe".
Det er ikke til at se, om de mere kunstneriske udladninger er Wärffs frikvarter - det han hellere vil end at lave pæne vaser - eller om de snarere er en slags prototyper for det, der ender som godt design hjemme hos forbrugeren. Det er ikke et modsætningsforhold, der noget sted i udstillingen diskuteres, og hvor kunstneren selv kommer til orde i udstillingsmaterialet er det med betragtninger om glasset som materiale: "Glas er ilt - lys er energi - glas er lys". Men de klodsede engelske værkstitler tyder på, at man blot skal nyde værkernes stoflighed og ikke tænke for meget over, hvad det hele skal betyde.

Hvis man forstår, hvad Wärff siger om glas, eller bare synes, det er et ekstraordinært og magisk materiale, kan man snildt lægge en ekstra stjerne til bedømmelsen. Ligeledes hvis man aldrig har besøgt Cisternerne, der er noget af en oplevelse i sig selv, og som ud over Wärff og den faste samling glaskunst også huser en sælsom samling af originale sandstensskulpturer fra 1700-tallet. Husk varmt tøj og gummistøvler, inden I begiver Jer ned i dybet.

Gören Wärff: Flow Glow på Cisternerne, Museet for Moderne Glaskunst.
Udstillingen vises frem til 28. november 2010.