Flere nyheder

 
Udstilling
Imponerende kunstudstilling på Louisiana

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Imponerende kunstudstilling på Louisiana
Tir. 23. feb. 2010





"Vi var altid berusede af farver, af ord, der taler om farver, og af solen, der får farver til at leve." Citatet er af André Derain og meget rammende for Louisianas aktuelle udstilling "Farven i Kunsten", der gennem 150 værker af mere end 70 forskellige kunstnere fra slutningen af 1800-talet og frem til i dag sætter lyset og farven i centrum.

Størstedelen af værkerne på udstillingen stammer fra Merzbacher Kunststiftung - Werner & Gabrielle Merzbachers privatsamling, der regnes for en af verdens fineste kunstsamlinger. Dertil kommer et velvalgt udpluk fra Louisianas egen kunstsamling.

Udstillingen er opsat kronologisk og tager sit udgangspunkt i det epokegørende skifte, der indtræf, da farve kom på tube og derved muliggjorde, at impressionisterne i slutningen af 1800-tallet kunne rykke staffelierne ud i det fri, hvilket blev begyndelsen til en helt ny måde at male på og en helt ny måde at gengive øjeblikkets sansninger af farve, lys, luft og bevægelse på. Med udgangspunkt i impressionisternes farveeksperimenter bevæger udstillingen sig videre til symbolisternes og ekspressionisternes forsøg på at indfange øjeblikkets stemninger med farverige strøg og derfra, stadig med udgangspunkt i farverne og lyset, op igennem hele til det 20. århundredes avantgardekunst.

Det er en meget imponerende kunstudstilling. Den er overvældende og forførende - og i høj grad anbefalelsesværdig. Værkerne er tydeligvis valgt med omhu, og selvom man kan undre sig over, hvordan man egentlig vælger og fravælger værker til et så omfattende projekt, der, hvis man skal tage titlen bogstaveligt, i princippet kunne omfatte stort set alle malerier, idet alle malerier i sagens natur består af farver, så fremstår valget overbevisende. Udstillingen rummer mange smukke og spændende værker af de helt store klassikere som Van Gogh, Monet, Picasso, Derain, Matisse, Nolde, Kirchner, Klee, Kandinsky, Chagall og Miró. Dertil kommer et rigt udvalg af mindre kendte kunstnere, der bestemt ikke er mindre interessante af den grund. Sidst men ikke mindst rummer samlingen en række aktuelle nutidskunstnere, som fx Yayoi Kusama, Olafur Eliasson og Hockney. Heriblandt er den japanske kunstner Yayoi Kusamas værk, hvis titel på dansk er oversat til "Sjælenes funklende lys", værd at fremhæve, ligesom den schweiziske kunstner Pippilotti Rists videoinstallation "Homo Sapiens Sapiens" også i høj grad kan anbefales.

Hermed en opfordring til alle, der trænger til et sanseligt boost af lys og farve: Farven i kunsten på Louisiana fra den 5. februar til den 13. juni er en udstilling, man under ingen omstændigheder må gå glip af!


Farven i kunsten
Matisse, Nolde, Kandinsky, Miró, Horkney, Kusama m.fl.
Merzbacher Kunststiftung, Werner & Gabrielle Merzbacher og Louisiana Museum of Modern Art.
Den 5. februar - den 13. juni 2010