Flere nyheder

 
Film
Flyvende elefant i ny renset udgave

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Flyvende elefant i ny renset udgave
Tir. 16. mar. 2010



Historien om den lille elefant Dumbo med de alt for store ører er en vaskeægte klassisker i Disneyregi. En rørende tegnefilm, der er kendt og elsket af de fleste. Som et led i genudgivelsen af deres klassikere udsender Disney nu også "Dumbo" i en renset og forbedret version på DVD og Blu-ray.
(Billede: Disney)

Disneys historie om Dumbo så dagens lys i krigens år 1941. Modsat de tre foregående tegnefilm i spillefilmslængde som selskabet havde lanceret (Snehvide, Pinocchio og Fantasia), der havde haft lange produktionstider på tre-fire år, var Dumbo blevet skabt på kun et enkelt år. Filmen adskiller sig også fra de foregående ved en mere simpel streg og et udtryk, der generelt minder mere om de kendte små Disneyfilm på et par minutter end om de tre store produktioner. Alligevel blev Dumbo en kæmpe succes, som bl.a. vandt en Oscar i 1942 for Bedste Originalmusik.

Skulle nogen ikke kende den charmerende fortælling om Dumbo, kan handlingen kort gengives. En lille elefantunge kommer til verden i et omrejsende cirkus. Til stor morskab for alle andre end hans mor, har den lille Jumbo meget, meget store ører, hvilket hurtigt fører til øgenavnet Dumbo. Dumbos mor forsøger efter bedste evne at forsvare sin unge, men bliver fjernet fra ham pga. sin aggressive adfærd. Dumbos eneste ven i verden er nu cirkusmusen Timothy.
Den lille Dumbo må så grueligt meget modgang igennem, indtil han en dag opdager, at hans ører er så store, at han kan flyve. Det usædvanlige fænomen med en flyvende elefant bliver Dumbos redning, og filmen slutter overmåde lykkeligt, med Dumbo som cirkussets urørlige og af publikum elskede stjerne.

Historien er rørende. Man græder indvendigt med den stakkels lille elefant, der udsættes for så urimelige mængder hån og latter, men desto større bliver også glæden, når Dumbos held vender, og verden endelig behandler ham godt.

Det er næsten 70 år siden, at Dumbo kom til verden, og nu genfødes succesen altså på DVD og Blu-ray. Dumbo har gennemgået en meget kompliceret restaureringsproces, der har taget længere tid end det oprindeligt tog Disney-studiet at kreere filmen, men anstrengelserne har båret frugt. Den oprindelige streg er bevaret, men billederne er skarpere og farverne klarere. Magien lever til fulde videre i denne nye rengjorte version af den originale Dumbo.

For de, der har en Blu-ray-afspiller indeholder discen foruden filmen også en stor mængde bonusmateriale med såvel ekstra kortfilm som forskellige spil. DVD-udgaven byder også på lidt ekstramateriale bl.a. i form af fraklippede scener og historier fra bag kulisserne. Særligt fascinerende er især klippet fra filmen The Reluctant Dragon, hvor man ser et helt orkester producere lydeffekter til et tegnefilmstog. Bonusmaterialet er bestemt underholdende. Og da Disney nu udsender en kombipakke, der indeholder både DVD og Blu-ray, behøver man ikke længere nødvendigvis vælge, hvilken af de to varianter man vil investere i.

Velproducerede tegnefilm kan skabe et så unikt og magisk univers, at man helt glemmer, at karaktererne blot er tegninger. Dumbo er ingen undtagelse, og har man ikke allerede den klassiske film på hylden, så kan den hermed varmt anbefales.

På Disney DVD og Blu-ray fra den 16. marts.