Flere nyheder

 
Litteratur
Helstøbt tegneserie

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Helstøbt tegneserie
Ons. 24. mar. 2010

Smuk og gedigen tegneseriefortælling om en mystisk katastrofe i byen Bryssel anno 784. Der er her tale om et tegneseriealbum, der i sort/hvide billeder fortæller en historie og som opridser sine personer meget nuanceret. Spændvidden i albummet ligger inden for det mikrohistoriske; der zoomes helt tæt på karaktererne og deres liv. Meget flot!

Nuvel, decideret nyskabende er denne tegneserie måske ikke. Men den fastholder sin fiktionsverden i en meget perfektionistisk streg, hvor det enkelte billede nærmest bliver ikonografisk. Handlingen er egentlig meget simpel trods det magiske tilsnit: ud af det blå - eller måske rettere sorte - bliver fru Antipovas lejlighed fyldt med sand. Hun flytter det febrilsk ud af lejligheden, men det synes bare at øge sandets volumen. Et andet sted fyldes hr. Abels lejlighed med tunge sten, der alle vejer nøjagtig det samme. Dette kan kun kædes sammen med den mystiske fremmede, vi møder på albummets første billede. I et lille sort/hvidt billede møder Elsa derefter kokken Maurice. Sidstnævnte lider af den heldige skavank, at han pludselig bliver lettere, jo mere han spiser. Elsa er den første, der møder den mystiske fremmede, og hun modtager en mærkelig amulet af ham - hvorefter han brutalt bliver kørt ned af en sporvogn. Forvirret? Opklaringen - efter den faretruende start - kommer i skikkelse af fru von Rathen. Hun har en vis ekspertise i slige mystiske omstændigheder forstås, og hun er ligeledes den, der i første omgang trækker tråde tilbage til en tidligere begivenhed, der ligger før dette albums start. Sammen med Abels begynder hun jagten på gådens løsning, og det viser sig hurtigt, at den mystiske fremmede er nøglen. Mens de to pisker byen rundt - de kæmper bl.a. en ihærdig kamp for at overbevise borgmesteren om problemets størrelse - dækkes byen langsomt af sand. Maurice, der nu er så let, at han må bindes til et reb for ikke at flyve væk, bliver bogstaveligt talt en central livline i fortællingen. Måske lyder det hele en smule rundtosset, men handlingen er faktisk ganske ligetil, og man lades på intet tidspunkt alene igennem fortællingen. Plottet er en roman værdigt.

Her er tale om en helstøbt oplevelse. Faraos Cigarer præsenterer deres udgivelse i praktisk talt luksuriøst layout, og de A4-store blade vendes med forundring over de mange flotte billeder. Dette er en udgivelse, der virkelig er en fryd at sidde med i hånden. Herfra skal der kun lyde de varmeste anbefalinger - heldigvis er Sandkornsteorien bind 9 i serien Hemmelighedsfulde Byer. Det er bare med at komme i gang.

François Schuiten & Benoît Peeters: Sandkornsteorien
Faraos Cigarer, 112 sider
ISBN: 978-87-91976-55-1