Flere nyheder

 
Litteratur
Underholdende men uoriginale idioter

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Underholdende men uoriginale idioter
Man. 29. mar. 2010



Den italienske forfatter Ermanno Cavazzonis bog "Eksemplariske idioter" er netop udkommet på dansk. Som titlen antyder, handler bogen om idioter, hvilket ikke er et nyt tema i litteraturen, og Cavazzonis bog er da heller ikke særlig nyskabende, selvom han tydeligvis har forsøgt at være netop dette.

Eksemplariske idioter er en samling af 31 små historier om idioter. Der lægges stærkt ud med historien om luftfartseksperten, der bygger sin lille Fiat om til en flyver. Desværre glemmer han, at der også bør være bremser i maskinen, og det ender fatalt med at hr. Pigozzi, som han hedder, omkommer på fiatflyverens jomfrutur. Det er en underfundig og sjov historie trods den lidt makabre handling.

En anden historie, som kan hives frem, er nummer 14 med titlen "Selvmord med fejl". En dobbelttydig titel, da Cavazzoni i den grad fejler i denne historie. Det er en beretning om 5 selvmord, der slår fejl. Igen nogle makabre skildringer, men det er svært at se, hvorfor de skal med i bogen.

Det er på ingen måde nyt at beskrive idioter i kunsten. Klarest for de fleste står nok von Triers Idioterne, som skildrede en flok mennesker, der selv valgte at blive idioter. Den var vigtig, da den tog en problematik op ved at udligne skellene mellem de normale og idioterne.

Dette viser et af de helt store problemer med Eksemplariske idioter. For hvad vil denne bog ud over at fortælle nogle historier? Det er på ingen måde klart, hvorfor Cavazzoni vil fortælle os disse historier. Novellerne er skrevet i et uinteressant sprog, og de minder derfor mest om avisartikler eller reportager. Derfor bliver det uvedkommende og ligegyldigt.

Trods den stærke start bliver man hurtigt træt af Eksemplariske idioter. Humoren står stærkt i historierne, men det er så også det. Man kan bruge bogen på samme måde som et Anders And-blad - som ren og skær underholdning. Dog vil denne anmelder påstå, at man kan lære væsentligt mere af Anders And.

Det kan virke hårdt, men på den anden side skal der ikke være tvivl om, at hvis man tager Eksemplariske idioter med på toilettet eller blot har brug for lidt hurtig underholdning, så er denne bog en glimrende løsning. Men så er det desværre også sagt.

Køb eller bestil bogen på saxo.com.

Ermanno Cavazzoni: Eksemplariske idioter
Tiderne skifter, 165 sider
Udgivet: 25.03.2010
ISBN: 978-87-7973-363-3