|
|
"Vågen" er en vidunderligt velskrevet, trodsig, begavet og humoristisk bog. Harald Voetmann virker mere inspireret end nogensinde. Hans interesse for menneskets driftsliv og dets uhjælpelige trang til at ordne og forstå verden synes at have fundet sit helt rette miljø i antikkens Italien.
Vågen består af nogle uortodokse komponenter. Bogens hoveddel har titlen "Stemmer", og disse udgøres dels af citater fra Plinius den Ældres encyklopædiske værk, Naturalis Historia, dels af memoir-agtige passager tilskrevet Plinus den Ældre, dels af nevøen, Plinius den Yngres, forsøg på at forklare og korrigere onklens særegne tanker og handlinger og endelig af nogle passager, som fortæller, hvordan Plinius skrev, eller rettere lod skrive, sit værk.
Plinius den Ældre tilbringer sine vågne timer med "at føre verden på skrift". Vågen må man være, når man vil "beskrive hele verden i detaljer". Så han ligger og stirrer op i mørket og dikterer, hvad slaven Diokles skal skrive. Det er jo noget af et arbejde, for verden består af så mangfoldige og forskelligartede ting som "sten og korn og træer og stjerner og insekter".
Vågen handler om menneskets på én gang håbløse, naive og sublime stræben efter at bemægtige sig den natur, det selv er en del af. Fortællingen er i slægt med både Jorge Luis Borges og Inger Christensen. Her møder vi en lignende poetisk og filosofisk behandling af mennesket i verden og den samme tendens til at udkaste et svimlende tankekonstrukt. F.eks. når Plinius den Yngre fortæller om haveanlægget i Tusculum. Her samlede og omplantede den ældre Plinius eksotiske vækster fra hele verden. Det var onklens forsøg på - gætter den Yngre - at indhegne det ukendte og "føle sig som herre over det". Samtidig har haven været et frirum, som Plinius den Ældre gav sig selv lov til ikke at skrive om. Jo flere planter i haven, desto mere frirum, men også en ængstelighed over havens "blotte eksistens, for slet ikke at tale om dens ekspansion". For herredømmet er i alvorlig fare for at gå tabt, ikke mindst når haven siden hen gror til, og kendte vækster blander sig med ukendte, og grænsen mellem dem gradvist udviskes.
Det er, som om Voetmanns forfatterskab deler mission med Plinius den Ældres og dennes moderne efterkommere i oplysningstiden. Både i Vågen og i den forrige bog, En alt andet end proper tilstand fra 2008, støder vi på en mærkbar vilje til at skære ind til benet og fjerne al idealiserende nonsens. For Plinius den Ældre er der ikke noget hierarki: alt skal beskrives. Hos Voetmann indebærer dette alt ofte en nærlæsning af det driftstyrede menneskes safter og sekreter.
Noget af det geniale ved Vågen er den måde, sproget ind i mellem virker imod sit emne og skaber underlige harmonier. Livet reduceres til sæd og næseblod, men sproget, med hvilket det gøres, er så stilsikkert og nysgerrigt, at det snarere end væmmelse frembringer nydelse og ophøjethed. Endskønt bogen indeholder uhørt væmmelige scener (i hvert fald én), er der altid mere at komme efter end selve det uhumske og ækle. Vågen anbefales stærkt.
Køb eller bestil bogen på saxo.com.
Harald Voetmann: Vågen
Gyldendal, 151 sider
ISBN: 9788702091786
Udgivelsesdato: 06.04.2010
