|
|
Se anmeldelse på Kultunaut TV
Nowhere Boy - Anmeldelse from VideoBrunch on Vimeo.
Sam Taylor Woods spillefilmsdebut "Nowhere Boy" er en dejlig og morsom beretning om John Lennons unge år. Vi befinder os i 1950'erne, da verden endnu aldrig havde hørt om The Beatles. Alligevel spiller musikken naturligt nok en fremtrædende rolle, og filmen fungerer da også som en art lynkursus i genren rock'n'roll. (Foto: Nordisk Film)
John Lennon er en teenager på 15 år og bor hos sin moster Mimi og onkel George i Liverpool. Efter onklens tragiske død begynder John at spekulere over sin barndom. Han kontakter sin mor, Julia, og mor og søn begynder at indhente den tid, de har mistet sammen. I mellemtiden bliver John smidt ud af skolen og i stedet for at fortælle Mimi, hvad der er hændt, bruger han "skoletiden" hjemme hos sin mor på at lære at spille på banjolin. Spændingen mellem familiemedlemmerne bliver mere intens, og for John bliver rock'n'roll'en en eskapistisk udvej.
Vi befinder os i Liverpool i 1950'erne. Englands unge søger væk fra den kedelige hverdag ved at indtage al den musik, der kommer strømmende ind fra den anden side af Atlanten. Filmen refererer til tidens store rock'n'roll-navne såsom Screamin' Jay Hawkins, Bo Diddley, Buddy Holly og ikke mindst Elvis, hvilket gjorde, at undertegnede ikke kunne undgå at sidde og rocke med fødderne, hver gang der blev skruet op for musikken. Og sidst men ikke mindst hører vi musikken fra The Quarrymen, Lennons første band, som kort efter start får et nyt medlem i Paul McCartney, der er musikalsk overlegen i forhold til bandets andre medlemmer.
Aaron Johnson (Kick Ass) viser i rollen som den unge Lennon, at han er en lovende ny stjerne på det store lærred. Ud over hans skuespilpræstation danser, synger og spiller han på instrumenter i filmen. Netop denne vellykkede helhed gør, at man føler Lennons voksende passion for musikken skinne igennem lærredet.
Kristin Scott Thomas (Den Engelske Patient) er herligt sippet i rollen som den strenge moster Mimi, og Anne-Marie Duff (Notes on a Scandal) spiller Lennons frisindede mor Julia, der er Mimis diametrale modsætning. Mens Mimi altid er klædt i sort, har kort hår og lytter til Tjajkovskij, klæder Julia sig i farver, har håret løst og lytter til, hvad højkulturelle betragtede som vulgær musik, nemlig rock'n'roll. Modsætningerne mellem disse kvinder viser tydeligt de verdener, Lennon var splittet mellem.
Nowhere Boy er Sam Taylor Woods første spillefilm, og hun har gjort et godt arbejde med at portrættere den unge Lennon og hans baggrund. Musikken, som er rammen for filmen, fungerer som et dejligt lynkursus i genren rock'n'roll, alt imens historien giver et tiltrængt nuanceret indblik i en del af Lennons liv, langt væk fra "Imagine" og "Strawberry Fields", hvor familie, venner, det at blive voksen og ikke mindst musikken er i centrum.
Nowhere Boy er baseret på en biografi af en af Lennons tre halvsøstre, Julia Baird, mens manuskriptet er skrevet af Matt Greenhalg, der også stod bag Control om Joy Division-sangeren Ian Curtis' liv. Vi kan bare håbe, at Greenhalg fortsat vil lægge manuskript til flere film om musikhistoriens vigtige karismatiske personligheder.
