Flere nyheder

 
Teater
Fuld galop i Dyrehaven

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Fuld galop i Dyrehaven
Tir. 25. maj 2010

Det Kongelige Teater opfører netop nu "De Tre Musketerer" i Ulvedalene i Dyrehaven. Det er et flot og dramatisk teaterstykke, der giver præcis, hvad det lover: et spektakulært action-eventyr. Dog lider forestillingen af en lidt for folkelig tilgang til historien. (Foto: Miklos Szabo)

"Nøøøj, hvor var det fedt!" var der en lille dreng, der udbrød, lige da stykket sluttede. Kongens trofaste musketerer havde sejret over kardinalens onde gardister, og freden i Frankrig var dermed sikret. Publikum klappede begejstret - og der var vitterlig også god grund til at klappe. Forestillingen var spændende og medrivende, skuespillerne dygtige og opsætningen virkelig imponerende. At det var en lille dreng, der som den første lød så ovenud begejstret, er imidlertid meget sigende for stykket, der, spækket med vilde fægtekampe, ryttere på galopperende heste og en stor portion klassisk komediehumor, først og fremmest leverer letfordøjelig underholdning. Dette er ikke nødvendigvis en kritik. Underholdning er ikke noget negativt, hvis der, som i dette tilfælde, er tale om kvalitetsunderholdning.

De Tre Musketerer af Jokum Rohde er baseret på Alexandre Dumas' berømte klassiker af samme navn fra 1844. Handlingen foregår i Frankrig i tiden efter 1625. D'Artagnan, en ung eventyrer fra provinsen, er lige er ankommet til Paris på en lille ussel hest og stort set uden penge. Han har i sinde at opsøge Ludvig XIII's berømte musketerkorps, idet han gerne vil optages i korpset. På uheldig vis kommer han imidlertid til at fornærme tre af kongens mest frygtede musketerer, Athos, Porthos og Aramis, som alle tre udfordrer ham til duel. Duellerne bliver dog aldrig til noget, idet de pludselig får andre og mere alvorlige ting at tænke på.

Kongens magtsyge kardinal har sendt sine gardister ud for at myrde musketererne. D'Artagnan bliver således ved et tilfælde involveret i kampen mod kardinalens soldater, hvorved han får chance for at vise sit mod og sine evner. Kampen bliver begyndelsen til et nært venskab mellem D'Artagnan og musketererne, men samtidig også begyndelsen på den dramatiske historie om magtkampen mellem den svage, forlystelsessyge konge og den stærke kardinal.

Det Kongelige Teaters opsætning af den klassiske fortælling er et vellykket teaterstykke. Forestillingens styrke er knyttet til stemningen i de smukke Ulvedale, til de dramatiske fægtekampe, skuespillernes smittende gejst og indlevelse og sidst, men ikke mindst, til de ikke mindre end 44 ufatteligt smukke heste, der drøner rundt i dalen til stor begejstring for publikum.
Svagheden er en lidt for folkelige tilgang til historien, som blandt andet kommer til udtryk i form af halvlummer og letkøbt humor og voldsomt karikerede karakterer. Men tager man det for, hvad det er, er De Tre Musketerer imidlertid en anbefalelsesværdig oplevelse, som er både underholdende og spændende.

Det Kgl. Teater i Ulvedalene - De tre Musketerer
Se spilletider