Flere nyheder

 
Litteratur
To sider af samme historie

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
To sider af samme historie
Tir. 25. maj 2010



Philip Pullmans nye roman "Det gode menneske Jesus og skurken Kristus" er, som titlen antyder, en fortælling med bibelske rødder. Pullman genfortolker Kristusmyten ved at afsløre selvmodsigelser i fortællingen om Jesu liv. Samtidig formår han gennem den splittede Jesus/Kristus at sætte spørgsmålstegn ved skellet mellem sandhed og fortælling.

Pullmans fortælling følger på mange måder den bibelske, men ofte med små snert af sarkasme og slet skjult kritisk distance. Da Maria skal nedkomme i herberget, som i den bibelske historie, føder hun tvillinger. Den førstefødte er stærk og sund, mens nummer to er lidt skravlet og ynkelig, hvilket får Maria til hemmeligt at foretrække ham. Hun navngiver dem hhv. Jesus og Kristus. Da de vise mænd kommer på besøg, udpeger de Kristus som den udvalgte; Messias.

Gennem de to drenges barndom forbliver Kristus Marias sky yndling, mens Jesus opfører sig som en ganske almindelig knægt, der ofte laver ballade. Kristus udviser tidligt enkelte uforklarlige talenter, så som at få lerspurve til at blive levende og andre mirakler, men som historien skrider frem, skifter de to brødre på sin vis rolle. Jesus tager på ørkenvandring (med Kristus som blind passager) og finder sit kald som profet, hvorefter han begynder at forkynde sin revolutionære vision om Guds rige. Kristus holder sig i kulisserne, men fungerer som "den bedste krønikefortæller", og taler med "den fremmede" om Jesu fremtidige betydning. Den fremmede, som Kristus formoder, er en engel, fortæller ham om forskellen mellem sandheden og historien og forklarer, at han skal lade "sandheden hinsides tid styre sin griffel, når som helst han kunne". Kristus begynder derfor at lade sine drømmevisioner og egne fortolkninger af begivenheder flette sammen med historien om Jesus.

Med Kristus som fokus for fortællingen kommenterer Pullman flere af Jesusmytens elementer og uforståelige lignelser. I kapitlet "Historier, der er svære at forstå" genfortæller Pullman nogle af Jesu underligste lignelser, "der forekom Kristus at være dybt uretfærdig[e]". I senere kapitler smelter bibelske karakterer sammen, og Kristus ender som mere end bare en krønikefortæller. Selvom Kristus forsøger at begrænse sine små forbedringer af begivenhederne, ender han med at ville gøre virkeligheden til en beretning om, hvad der burde være sket; en bedre historie til gavn for Kirken. Det er ikke helt uforståeligt at romanen er blevet stærkt kritiseret for at være blasfemisk og kættersk, for igennem både Kristus og "den fremmede" bryder Pullman med enhver idé om sandhed i det ny testamente.

Selvom Pullmans roman er ganske fornøjelig og morsom, er den ikke særlig provokerende. For mange, der har selv et overfladisk kendskab til ideer om dualisme og gnosticisme og måske kender lidt til kristendomslære, vil bogen ikke være revolutionerende. Men det er kort sagt en flot skrevet kritik af Kristusmyten, der på samme tid efterligner og gør grin med bibelsk sprog og fortællinger.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Philip Pullman: Det gode menneske Jesus og Skurken Kristus
Tiderne skifter, 260 sider
ISBN: 9-788779-734043
Udgivelsesdato: 20. Maj 2010