Flere nyheder

 
Litteratur
Skyggens lærling er ved at tabe pusten

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Skyggens lærling er ved at tabe pusten
Fre. 18. jun. 2010




Genovesiske snigmordere, krigere og rangers fra landet Araluen, falske profeter og en højtempo forfølgelseshistorie. Det er hovedelementerne i "Halt i Livsfare" - niende bind i serien "Skyggens lærling". Serien af den australske forfatter John Flanagan har haft held til at tryllebinde mange unge læsere over hele verden, men det seneste bind har svært ved at holde tempoet.

Vi befinder os i Araluen; et feudalt middelaldersamfund. Her må vores helte - den unge ranger Will, hans mester, den legendariske ranger Halt, og ridderen Horace - endnu engang yde deres bedste for at sikre ro og stabilitet.
Halt i livsfare tager fat, hvor bind 8 Clonmels Konger slap. Will, Halt og Horace jagter lederen af den falske religiøse kult Outsiderne. I bind 8 havde de det store opgør med Outsiderne i kongedømmet Hibernia vest for Araluen, men lederen Tennyson og nogle få af hans tilhængere, deriblandt to meget dygtige genovesiske snigmordere, slap væk. De er nu på vej mod Araluen, og de tre hovedpersoner må forsøge at standse dem.

Will, Halt og Horace udgør nu en slags team, der løser vanskelige opgaver over ikke blot hele Araluen, men også i alle tilstødende lande, der kan have en indvirkning på Araluens stabilitet.
Som bogens titel antyder, kommer Halt ud for en hård kamp. Om den bliver hans allersidste, må man læse bogen for at finde ud af.

Der er ikke længere meget lærling over Will i bøgerne, så efterhånden er seriens titel lettere misvisende. Det er stadig et spændingsmættet og actionfyldt univers, der flirter med det mystiske, men der mangler nye våben, kampøvelser eller andre nye elementer for at holde spændingsniveauet højt.
En enkelt beskrivelse af de tre heltes forfølgelse og nervepirrende kamp mod de frygtede snigmordere må siges at være bogens højdepunkt.
Alt i alt mangler der kant og nyhedsværdi i dette niende bind. Derfor bliver det denne gang kun en halvlunken anmeldelse herfra. Er serien mon ved at løbe tør for energi og nye ideer, eller har John Flanagan mere at byde på? Det må de kommende bøger vise.


Køb eller bestil bogen på saxo.com

John Flanagan: Halt i livsfare. Skyggens lærling bind 9
Borgen, 400 sider
ISBN: 9788721035792
Udkommet: 17. juni 2010