|
|
Modsætninger mødes i Rachid Boucharebs "London River". Dette socialrealistiske drama om terrorangrebet d. 7. juli 2005 i London reflekterer over forholdet mellem den vestlige og den muslimske verden. (Foto: Camera Film)
Enken Elizabeth (Brenda Blethyn) bor på øen Guernsey i Den Engelske Kanal. Da hun hører om terrorangrebet i London, tager hun til byen for at sikre sig, at datteren Jane er uskadt. Ousmanes (Sotigui Kouyaté) søn, Ali, bor også i London. Ligesom Elizabeth drager også Ousmane til den engelske hovedstad for at opsøge sin søn. Deres veje krydses da Ousmane opdager, at Jane og Ali kender hinanden. Han og Elizabeth må sammen se i øjnene, at frygtelige ting kan være sket med deres børn..
Filmen starter i den landskabelige idyl i Frankrig og bevæger sig mod Londons kaos. Elizabeth er forbløffet, da hun ankommer til datterens adresse, som befinder sig i et indvandrerkvarter. Udlejeren lukker hende ind i Janes lejlighed, og Elizabeth opdager hurtigt, at datteren er forsvundet. I sin søgen efter hende møder hun Ousmane. Elizabeth mistænker ham for at ville hende ondt, indtil hun opdager, at Jane levede et liv, hun ikke kendte til: Datteren er kæreste med muslimske Ali og lærer oven i købet arabisk! Elizabeth bliver gennem Janes ukendte liv tvunget til at slippe sin mistro over for den, for hende, fremmede muslimske kultur.
London River er båret af Brenda Blethyn og Sotigui Kouyatés fine skuespilpræstationer. Blethyn fik sit store og prisbelønnede gennembrud i Mike Leighs Hemmeligheder og Løgne. Kouyaté, der døde i april i år, vandt sølvbjørnen i Berlin for bedste mandlige skuespiller i London River. Skuespillerne formidler fantastisk det anstrengte forhold mellem to modsætninger, der har flere livserfaringer til fælles, end de troede: Blethyns udstråling som den lave, buttede og mistroiske husmor over for Kouyatés åbensindethed og en kropsholdning, der minder om en blid, omvandrende Giacometti-skulptur.
Instruktøren Rachid Bouchareb er fransk-algerisk. Hans debutfilm var Bâton Rouge (1985) om tre franskmænds amerikanske drøm. London River viser med al tydelighed hans talent inden for socialrealismen, og han har et sikkert greb om det menneskelige følelsesregister. Værket undgår at overspille sensationelt på terrorangrebet, men hændelsen inddrages derimod på dokumentarisk vis via nyhedssekvenser fra sommeren 2005. Filmen var ikke kun nomineret til Guldbjørnen i Berlin, men vandt også Prize of the Ecumenical Jury - Special Mention i Cannes, der gives til uafhængige film, der formår at vise menneskets følelsesmæssige sider via tunge tematikker.
Den ansporede paranoia, som hovedpersonerne oplever, gør at skylden for den horrible terror placeres hos den fremmede kultur. Dermed viser filmen det eksisterende snæversyn og fordømmelsen af alt, hvad der er ukendt. London River er en tankevækkende historie - befriet for klichéer - om den stigmatisering, som den muslimske kultur oplever i den vestlige verden. Filmen bør ikke kun ses for dens rige filmiske og fortællermæssige kvaliteter, men også fordi den fortjener at blive eftertænkt af os alle.
Se spilletider
Se filminfo
