Når resten af talemåden "makes you stronger" skæres bort, er det en trist titel. Pointen er da også, at det ikke er sikkert, at hårde odds i livet vil gøre et menneske stærkere. "What Doesn't Kill You" er en autentisk fortælling om at vokse op i det forkerte nabolag, hvor narko og vold er en del af hverdagen. (Foto fra filmen).
Det er selvfølgelig al ære værd, at ville fortælle en af historierne fra virkeligheden om økonomisk usikkerhed, desperate valg og menneskelige konsekvenser. Alle os med småproblemer har godt af at få at vide med jævne mellemrum, at det at sætte friheden og endda livet på spil kan være en bestandig del af livet, hvis man tidligt kommer ind på det gale spor. Men filmisk set er denne beretning mere end en kende for klichéfyldt. What Doesn't Kill You er langt fra den første film, der er lavet om dette emne, hvilket i sig selv ikke er et problem - men skildringen af de hårde fyre på gaden med sammenknebne øjne og cigaretter hængende i mundvigen - filmet med let rystet kamera i skummel belysning - er desværre set alt, alt for mange gange. Også et komisk relief som en karakter, der midt i dette mørke univers bestiller et glas mælk i stedet for en whisky, er også set lidt for tit.
Selvom filmen kører på hårdhed, hårdhed og mere hårdhed - som er mere end bare svær at komme uden om for unge mænd i miljøer som disse - insisterer den på, at alle har et valg. Og selvom filmen er befriet fra en happy ending akkompagneret af væg-til-væg strygere, er der en næsten usmagelig pointe om at den rette vej i livet er den hårdtarbejdende familiefars vej. Igen en kliché, som har den effekt, at undertegnede efterlades med en klar fornemmelse af den desperate kriminelle vej fuld af angst måske i virkeligheden ville være at foretrække.
Tonen bliver for frelst med AA-møderne og børnenes skuffede blikke. Og selvom Mark Ruffalo og Ethan Hawke er ganske gode skuespillere har de sammen med instruktøren Brian Goodman valgt at skildre de to hovedpersoner, Brian og Paulie, som de hårde, hårde mænd, der dog har en blød kerne. Den ene har mere kerne end den anden. Og det er også blevet vist før. Der er statister og bittesmå biroller, som tydeligvis ikke kan bringe deres karakterer til live. F.eks. en narkoman i en typisk narkobule af en lejlighed, som bliver ved med at spørge en af hovedpersonerne om det samme tre gange til stor irritation for Brian. Scenen virker helt igennem falsk fra narkomanens side. I modsætning til de mange elementer, man har set før, er denne utroværdighed i skuespillet noget man ser så sjældendt, at den skuer i alle sanser.
Når filmen trods klichéer og dårligt valgte statister alligevel sniger sig op på to små stjerner, er det fordi Mark Ruffalo får kæmpet sig vej gennem junglen af al verdens alt-for-tit-sete-tricks, og får leveret et portræt af en mand, som har ændrer retning undervejs i fortællingen. Der er gode sekvenser i virvaret af coke, slagsmål, en grædende hustru og røverier i denne blanding af action og socialrealisme. Men der er flere - mange flere i film som A Bronx Tale (1993) og Boyz n the Hood (1991).
What Doesn't Kill You - Ude på dvd fra Sandrew Metronome
