Flere nyheder

 
Litteratur
Bonderøvenes bibel

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Bonderøvenes bibel
Man. 26. jul. 2010






John Seymours gør-det-selv-bestseller, "Håndbog i selvforsyning", er i disse tider ekstremt aktuel pga. den reklame, bogen har fået blandt andet hos "Bonderøven" på DR2. Dette har helt sikkert været en medvirkende årsag til at, bogen nu udkommer i en ny og mere farverig udgave til den moderne selvforsyner.

John Seymour har fået en masse reklame i den danske medieverden gennem de senere år. Først var det Frilandshaven, der bekendtgjorde sin store kærlighed til den engelske forfatter, selvforsyner og miljøaktivist. Senest har det især været DRs bonderøv, Frank Erichsen, der har fået danskerne til at grave dybt i diverse antikvariater for at få fingre i en gammel udgave af bogen, der for mange nærmest har bibelstatus. Nu har alle dog muligheden for selv at afprøve diverse tips om selvforsyningens ædle kunst, da den nye udgave af håndbogen netop er udkommet under titlen Den nye komplette håndbog i selvforsyning.

Om den virkelig er komplet kan være svært at svare på, men den er helt sikkert enormt omfattende. Her kan man læse om alt lige fra etablering af højbede til brygning af øl og stenhugning.

Man forstår hurtigt, hvorfor denne bog har fået den status, som tilfældet er. Man finder virkelig svar på mange ting, og den er skrevet i et sprog, som de fleste kan forstå. Der er utallige illustrationer, som er mere farverige end i den oprindelige udgave, og man bliver som læser hjulpet godt igennem emnet. Bogen er et godt sted at starte for folk, der netop er flyttet fra byen med to altankasser til parcelhuset i forstaden med en græsplæne på størrelse med en mindre fodboldbane og et ønske om selv at gro et æble eller et jordbær. Men den er også for den professionelle landmand, som trænger til ny inspiration, og derfor er det måske ikke overdrevet, at bogen kaldes komplet.

Den nye komplette håndbog i selvforsyning er dog en anelse for kommerciel. Det skæmmer lidt, at Bonderøven, Frank Erichsen, skal stå i hjørnet af forsiden, som en art svanemærke. Det strider på en eller anden måde imod bogens ide, at der på den måde skal gøres reklame for produktet. - Burde en bog om selvforsyning ikke sælge sig selv?

Det ændrer dog ikke ved, at det er en fantastisk bog, som burde stå i alle stuer, der er omgivet af bare en snert af den danske natur.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

John Seymour: Den nye komplette håndbog i selvforsyning
Gyldendal, 307 sider
ISBN: 9788702093032
Udkommet: 1. juli 2010