Flere nyheder

 
Film
Nyuddannet, arbejdsløs - og gudesmuk

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Nyuddannet, arbejdsløs - og gudesmuk
Tir. 27. jul. 2010




I "Det perfekte liv" spiller altid smukke Alexis Bledel med vanlig charme hovedrollen, Ryden, der ikke kun navnemæssigt minder om hendes gennembrudsrolle, Rory, i tv-serien "Gilmore Girls". Den evige straight-A-student har styr på sit liv og samtidig fucker hun det ganske kontrollerbart op. Men det er absolut hyggeligt selskab.

Det perfekte liv lægger teen-venligt ud med Alexis Bledels yndige ansigt, der kigger ind i kameraet og fortæller, at hun er blevet færdig med college efter at have fået topkarakterer hele sit liv, og nu ønsker hun sig bare et job hos et stort og succesfuldt bogforlag. Hendes ærkefjende siden 3. klasse har godt nok fået tjansen som den, der holder studentertalen til dimissionen, men den positive og talentfulde Ryden er stensikker på at lande drømmejobbet efter jobsamtaler næste mandag. Det bliver selvfølgelig ærkefjenden, der får stillingen, og nu følger en knapt så perfekt tid, hvor Ryden må flytte hjem til sine forældre og forsøge sig med knapt så perfekte jobs. Derudover følger man historien om Rydens bedste ven spillet af Zach Gilford, som er inderligt forelsket i Ryden, der kun nærer platonisk kærlighed til gengæld.

Det er ikke verdens mest originale plot. Og det er muligvis identificerbart for mange - det der med at være nyuddannet og arbejdsløs. Hvis man altså ser bort fra, at Ryden er en usædvanligt blændende skønhed, som aldrig har fået andet end 12-taller gennem hele sin skolekarriere. Men når det er sagt, så emmer filmen af både under- og overspillet humor og masser af sødme. Den bobler næsten over af sukker og sirup af og til, men hvis man har en sød chick flick-tand, så er det jo bare dejligt. Der er mange fantastisk sjove detaljer, som f.eks. familiens nabo, som instruerer info-mercials og derfor har alle de gakkede gadgets, man kan købe via tv-shoppen. Forældrene spilles af Michael Keaton, som har perfekt komisk timing, og Jane Lynch, som er mindst lige så god.

Komedier med en stor portion romantik kræver en ekstrem balanceevne, og det går rigtig godt hele vejen gennem Det perfekte liv. Hvis man havde et barometer for amerikanske komedier - hvor Woody Allens klassikere ligger i toppen sammen med nye perler som Juno og Little Miss Sunshine, og bunden udgøres af film, som de færreste husker titlerne på selvom de har stjerner som J-Lo, Cameron Diaz og Eddie Murphy på rulleteksterne, sammen med de uendeligt mange American Pie-film - så ligger Det perfekte liv et godt og solidt stykke over middel.

Man kan anskaffe dig dvd'en, hvis man har lyst til noget feel good, feel sweet, feel family, feel beauty og feel funny-tid. Man skal i hvert fald ikke gøre det for ekstramaterialets skyld, som består af de obligatoriske slettede scener, som er ganske ok og så nogle ret vattede fifs og tips fra Alexis Bledel og Zach Gilford om at flytte hjemmefra og gå til jobsamtaler. Det mest utrolige er dog forfatteren Marcus Buckingham, som har skrevet Find Your Strongest Life. Han beretter i et interview om, hvordan han har observeret folks svagheder og styrker gennem hele sit liv og derfor har en masse banebrydende teorier om, hvordan kvinder bliver lykkelige og succesfulde på arbejdsmarkedet. Hvis det var ment som en joke, ville det være krampefremkaldende grinagtigt. Men det er det ikke.

Det Perfekte Liv (Post Grad) - ude på dvd fra SF-Film