Flere nyheder

 
Film
Bridges brillerer som countrysanger

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Bridges brillerer som countrysanger
Man. 2. aug. 2010





Inderlighed finder man i countrysange og i Jeff Bridges' skuespilpræstationer. Lader man selv samme filmstjerne spille countrystjerne - og lader ham synge soundtracket - så bliver det ikke bedre. Den dvd-aktuelle "Crazy Heart" handler om ensomhed, menneskelige relationer og om at finde ud af, hvad der er rigtigt at gøre, efter man har begået en fejl. Eller flere. (Foto: Lorey Sebastian/Fox Searchlight)

Man skulle næsten tro, at Thomas Cobb havde Jeff Bridges i tankerne, da han skrev sin roman om den alkoholiserede og ensomme musiker Bad Blake. Ingen andre ville have kunnet komme i nærheden af at portrættere dette individ som Jeff Bridges, der med vanlig præcision rammer centralt i hjertet på karakteren og beskueren.

Blake er altid on the road og spiller koncerter de særeste små steder. Han har hits på play listen, som sikrer ham succes hos de kvindelige publikummere. Han har et problematisk forhold til et tidligere bandmedlem (spillet og sunget af Colin Farrel), som nu er en meget, meget bedre sælgende sanger. Og han er alene, uden penge og konstant beruset.

En dag møder han en yngre journalist (smukt levendegjort af Maggie Gyllenhaal), som gerne vil vide lidt om, hvordan det er at være Bad. En særegen romance udfolder sig, og seeren får lov at lære begge personer godt at kende. Undervejs er der naturligvis fantastisk musik - og et vidunderligt gensyn med den altid sublime Robert Duvall, som spiller en lille men betydningsfuld karakter.

Endelig fik Jeff Bridges sin Oscar! Der har været massevis af muligheder for at belønne ham for hans sublime hoved- og biroller; The Big Lebowski, Tidelands, The Door in the Floor - ja, stort set alt, hvad han har medvirket i, har været intet mindre end perfektion fra hans side. Derfor er det hjertevarmende, at han fik en af de prestigefyldte statuetter for så solid en præstation i så fin en film - i stedet for en medlidenheds-Oscar i en meget høj alder, som man har set det med andre hollywoodskæbner.

Også filmens smukke titelsang blev belønnet af the Academy. Bridges kunne have været countrysanger i sin egen ret. Soundtracket til Crazy Heart er intet mindre end sublimt. Men han valgte heldigvis at blive skuespiller (her sendes en tak til de højere magter). En skuespiller, som har spillet flere end 75 filmroller, bidraget til 10 soundtracks og illustreret, fotograferet og produceret en håndfuld film. Tak, Mr. Bridges, for det hele - og for den intenst underspillede og intelligent humoristiske karakterskildring i Crazy Heart.

Hvis man elsker country musik, eller hvis man elsker Jeff Bridges, eller hvis man som undertegnede elsker både country og Jeff, så må og skal man se denne film!


Crazy Heart er ude på dvd fra SF-Film
Se filminfo