Flere nyheder

 
Film
Et kig om bag kulisserne

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Et kig om bag kulisserne
Tor. 21. okt. 2010





En af dokumentarfilmens store pionerer er på banen med en film om den franske nationalballet. "La Danse - Le Ballet de l'Opera de Paris" er en afdæmpet skildring af de mennesker, der gør stedet levende, og af den komplekse kultur, der gør balletkompagniet til et af verdens absolut førende. (Foto: Camera Film)

Instruktøren Frederick Wiseman benytter sig hverken af fortællerstemme eller tekststykker til at koble filmens sekvenser sammen. Filmens lydside er autentisk, og billedsiden er skudt uden mulighed for at gøre noget om. Wisemans instruktørrolle består således ikke i at fortælle folk foran kameraet, hvordan de skal agere, men i at registrere hvad der sker og derefter sammenstykke råoptagelserne i en struktur, der på nærmest magisk vis hæver sig til betydningsrig fortælling og sammenhæng.

Der er selvfølgelig en stærk oplevelse af autenticitet hos Wiseman, men hans egentlige styrke ligger i den frihed, han giver tilskueren til selv at se, til selv at gå på opdagelse i det skildrede univers. Han fortæller således en historie, der ikke har nogen afslutning, ikke har noget logisk endepunkt, men udskifter fiktionens lineære tidslighed med en radikal åben tid.

Wisemans nye film om den franske nationalballet er optaget på ballettens hjemsted, den smukke Palais Garnier-bygning fra 1875. Et af de bærende motiver i filmen er den traditionstunge institutions bestræbelse på at fastholde sin historiske betydning, samtidig med at der indoptages nye eksperimentelle strømninger.

I en af filmens mange interessante klip ser vi først Medea dræbe sine børn i en sø af glinsende teaterblod: Kameraet fanger hendes klistrede skridt, der afsætter små blodige spor på det sorte underlag, inden hun styrter tilbage og falder om akkompagneret af et klaustrofobisk ekspressivt lydbillede. Der klippes, og uden overgang er vi i Nøddeknækkeren, hvor dansere i blå militæruniformer med gyldne epauletter bærer hvidklædte danserinder i klassiske formationer til tonerne af Tjajkovskijs velkendte musik.

Vi er med på direktionsgangen, når den kunstneriske leder holder møder med - gætter jeg på - den amerikanske ambassadør, der forsøger at forhandle en attraktiv rundvisning på plads for de store bidragyderes kommende besøg. Vi ser de farvede rengøringsmænd arbejde i de dyre loger, og alt der høres er støvsugerens monotone sugelyde. Et enkelt klip tager os med ned i katakomberne neden under bygningen, hvor man tydeligt skelner svømmende fisk i det grønne vand.

Men det er primært dansen, der er i fokus. Den knaldhårde stræben efter perfektion i utallige gentagelser af trin og bevægelser, instrueret somme tider af sympatiske yngre mænd, til tider af en ældre kvinde og mand, der højlydt kommenterer danserne undervejs i deres indforståede bedrevidende dialog.

Wiseman giver med La Danse et rigt billede af en kulturinstitution og det menneskelige råstof, der opretholder den. Det er min påstand, at ethvert menneske med blot en smule tålmodighed vil overgive sig til denne film undervejs, og lade sig berige af muligheden for at se et udsnit af verden med den amerikanske mesterinstruktørs blik.

La Danse - Le Ballet de l´Opera de Paris
Se spilletider
Se filminfo