Klassikeren "Jeppe på bjerget" vises atter på et københavnsk teater, denne gang i Skuespilhuset med Henning Jensen i rollen som den fordrukne Jeppe og Christian Tafdrup som en yderst kæk baron. Forestillingen er let omskrevet, så det nutidige publikum forstår dialogen, men trækker samtidig på skuespilkunst fra 1700-tallet. (Foto: Christian Friedländer)
Vi støder på ham igen og igen. Drukkenbolten, der får tæsk af sin kone, Nille, og drikker alle pengene op. Han falder om i en grøft og bliver fundet af baronen, der vil spille ham et puds. Jeppe iklædes baronens tøj og lægges i baronens seng, hvor han vågner dybt forvirret over at være kommet i, hvad han tror, er paradis.
Baronen og hans folk bilder Jeppe ind, at han er baron og hele tiden har været det. Det viser sig, at Jeppe på ingen måde er i stand til håndtere sin nye sociale status og hurtigt udvikler sig til en værre tyran. Han drikker sig atter fuld og bliver lagt tilbage i grøften, hvor han vågner op til nye tæsk fra Nille. Baronen er dog ikke færdig med at lege med ham og opstiller en retssag, hvor Jeppe dømmes til døden. Han vågner op dinglende i galgen den tro, at han er død. Men kan han dømmes til døden, kan han også dømmes tilbage til livet, så det bliver han. Til slut finder han ud af, at han er blevet narret og nu er til grin i hele sognet.
Skuespilhusets udgave af Jeppe på bjerget er på mange måder moderniseret, så vi forstår dialogen uden problemer. Alligevel ser vi flere spor fra 1700-tallet. Scenografien består af malede kulisser, hvilket er typisk for den tids teater. Men stilen er som en hybrid mellem 1700-tallet og noget mere nutidigt, symbolsk, idet de malede kulisser ikke alle er naturalistiske. Nogle virker som en drøm, eller måske snarere et mareridt, af brudstykker. Der er flere cirkusinspirerede billeder med harlekinmønster og akrobater, som fører tanken tilbage til den italienske maskekomedie, commedia dell'arte, som Holberg også var påvirket af.
Den sociale konflikt mellem høj og lav, som her illustreres mellem Jeppe og baronen, var typisk for Holbergs skuespil. Endnu en inspiration fra commedia dell'arte er, at baronens folk har påmalede hvide masker, hvilket set med vore dages øjne tilføjer dem noget komisk, dukkeagtigt.
Selvom manuskriptet både er forkortet og opdateret, så det er til at forstå for almindelige mennesker anno 2010, er en del af de originale replikker bevaret, og de får ligesom en ny humoristisk betydning i denne udgave af Jeppe på bjerget. Jeppe spilles meget gennemført af Henning Jensen, og Christian Tafdrup giver baronen et vist præg af dekadent dandy, hvilket er ufatteligt morsomt.
Det er unægtelig interessant, at en komedie, der første gang opførtes i 1722, stadig er lige aktuel i dag. Man skal ikke se sig langt omkring, før man får øje på nutidige Jeppe'r, der f.eks. udstiller deres dumhed i reality shows og tilsyneladende vil være kendte for enhver pris. Den eneste forskel er bare, at den originale Jeppe kan man ikke lade være med at holde af. Denne forestilling kan i høj grad anbefales.
Skuespilhuset - Jeppe på bjerget
Se spilletider
