Opsætningen af Calixto Bieitos "Voices" på Betty Nansen Teatret underholder på gennemført flot vis, men særlig langt under huden når den aldrig. (Foto: Natascha Thiara Rydvald)
Scenografien er opbygget som en højtravende katedral med mure af højttalere og tv-skærme. Og det handler om lyd og billeder. Ingen tvivl om det. Voices er overvejende et sansemættet bombardement, der ofte buldrer derudaf, men som også her og der leveres som klemt hvisken.
Forestillingen præsenteres som et moderne passionsspil, altså en lidelseshistorie. Men sindbilleder på det religiøse, de er få. Bortset fra det anskueligt katedraliske rum så befinder man sig ikke i en kristen sfære, men mere i ret så profane omstændigheder. Men selv om Gud så ikke er så pokkers tilstedeværende som emnefelt, så får han da alligevel nogle heftige ord med på vejen - fantastisk leveret af den glimrende Tammi Øst.
Overordnet er fortællingen i Voices centreret omkring personlig lidelse i kraft af blandt andet sygdom, tab, terror og død. Man bliver præsenteret for en lang række "stemmer", der hver især repræsenterer en personlig lidelseshistorie. Det er små monologer, som fletter sig sammen om den store fortælling om lidelsens uundgåelighed. Livet er i høj grad også smerte; sådan er det. Og her nytter det ikke at påberåbe sig retfærdighed. Lidelsen er et uomgængeligt grundvilkår.
Men en fortælling om lidelse, den bør gøre lidt ondt. Og det gør Voices aldrig. Forestillingen serveres med alt godt for øje og øre, men teksten rummer ikke rigtig det smertelige, der presser de enkelte delfortællinger helt ind under huden. Og det er lidt en skam, for de medvirkende gør det rigtig godt. Sangene og monologerne smides ud over scenen med stort nærvær og energi. Fremhæves kan Flemming Enevold, tidligerenævnte Tammi Øst, Kaya Brüel og så ikke mindst Ane Trolle, der i den grad overrasker.
Musikken, der har ophavsmænd som eksempelvis Johnny Cash, P.J. Harvey, Tom Waits, Peder, Abba og Bach, giver et levende fundament for forestillingens afvikling. Og brugen af Børnekoret fra Sankt Annæ Gymnasium er både rørende og fin.
Så Voices er en underholdende og frisk affære, der bare aldrig når rigtig tæt på. Men flot musikteater, det er det.
Betty Nansen Teatret - Voices
