Fremragende skuespilpræstationer skaber en pågående og intens dramatisering af den trodsige Elektras jagt på hævn over den mand, der dræbte hendes far. Edisons forestilling trækker med enkle virkemidler tilskuerne dybt ind i de stærke lidenskaber og den dybe afmagt, der findes i Sofokles' version af fortællingen om Elektra, Klytaimnestra og Orestes. (Foto: Pressefoto)
Det er et af teaterhistoriens tunge værker, instruktør Niclas Bendixen og holdet omkring ham prøver kræfter med på den rå og intime Edison-scene. Det virker, som om målet har været at balancere mellem tradition og nyskabelse. Visuelle effekter og moderne replikker underbygger og intensiverer Elektras sorgbårne beslutning om hævn, som er stykkets helt centrale omdrejningspunkt. Og moderniseringen lykkes fremragende. Scenens stemning er på en gang moderne og tidløs med kostumernes blanding af street-wear og elementer fra barok hofkultur, lydbilledets ekspressive markering af de farlige passioners kraftfulde spil og lyssætningens vekslen mellem diskretion og næsten vulgære eksplosioner i flammer og blodrød.
Et rulleaggregat fra bygningens tidligere liv som elektricitetsværk ruller langsomt af sted over tilskuernes hoveder og suger effektfuldt lyset bort fra scenen. Mørket oplyses i hvide glimt, hvor en række grelle tableauer opruller drabet på Elektras far, Agamemnon, hvorefter Elektra (Marijana Jankovic) i siddende stilling taler ud mod publikum, mens tjenerne håner hendes sorg fra vinduerne af den treleddede mur, der danner baggrund for hele stykket.
Elektra er en svær karakter. Hendes trodsige styrke og ubøjelige hævntørst stammer fra en dyb sorg, der viser os, at hun er lige så sårbar, som hun er stærk. Forestillingens helt store oplevelse er Marijana Jankovic, som leverer en pragtpræstation og skaber en Elektra-figur, der er komplet overbevisende og uafrysteligt nærværende. Med en intensitet der til tider næsten er skræmmende, erobrer hun scenen og gør stykket til sit eget, naturligvis støttet af specielt Andrea Vagn Jensens labile isdronning, moderen Klytaimnestra, og André Babikians sofistikeret-dæmoniske Aigisthos, fadermorderen.
Fremragende skuespillere og et gennemtænkt visuelt univers bærer Elektra ind i en moderne ramme uden at spilde intensiteten og traditionsbevidstheden på gulvet.
Det kan så undre, at Betty Nansen i programmet fokuserer så stærkt på, at stykket problematiserer hævn og er en anledning for publikum til at forholde sig personligt til hævn. Det er ikke min oplevelse, at stykkets fokus ligger her. Aigisthos skal dræbes, og Orestes skal gøre det, for det er på den måde, Elektra sættes fri af sin sorg, og tilskueren kan fundere over hævnens pris i hendes senere liv.
Forestillingen er vedkommende på en måde, der er meget stærkere end blot at være debatskabende. Den trækker os ind i Elektras univers af hævn, had, blodtørst og afgrundsdyb tomhed. Hendes urokkelige håb om Orestes' tilbagevenden er både skrøbeligt og smukt, og vi forlader teatret berigede af Jankovics stærke spil og af de snart 2500 år gamle karakterers evige samspilsramte væsentlighed.
Edison - Elektra
Se spilletider
