Flere nyheder

 
Litteratur
Fejlslagen fællesproduktion

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Fejlslagen fællesproduktion
Tir. 28. sep. 2010



Femten danske forfattere har sammen kreeret tekster til 50 maskebilleder skabt af fotografen Lars Gundersen. Det hele er formodentlig begyndt som en sjov idé, men resultatet var uden tvivl blevet bedre, hvis det var blevet ved ideen. Gundersens billeder og de femten forfatteres tekster havde klaret sig bedre hver for sig.

Konceptet bag bogen Maskebal er simpelt. Fotografen Lars Gundersen har skabt en lang række billeder, hvor han ved at dreje, gentage eller forskyde et fotografisk motiv har dannet maskelignende motiver. Derefter har han inviteret femten anerkendte danske forfattere til i fællesskab at konstruere tekster til de 50 maskebilleder.

De femten forfattere, der blandt andre tæller så forskellige typer som Merete Pryds Helle, Ursula Andkjær Olsen og Jens Blendstrup, mødtes på en restaurant en dag i maj. Her fik de billederne af maskerne og femten computere til deres rådighed, hvorefter de hvert kvarter byttede pladser og skrev videre på hinandens tekster.

Der er kommet en række rigtigt vellykkede tekster ud af den alternative samarbejdsform. I et fåtal af dem kan man "høre", hvornår fortællerstemmen skifter, hvilket virker forstyrrende på læsningen. Men overordnet set præsenteres der i Maskebal en bred vifte af fortællinger, der varierer i såvel genre som længde.

Forfatterne har været yderst kreative, hvad angår både titler og temaer. For eksempel lyder titlen til maskebilledet på side 43 "Allerede som negativ kunne jeg læse mellemrum".
Men hvori ligger da problemet? For bogen har et problem. Teksterne er særegne og kræver tankevirksomhed fra læseren, men de spiller ikke rigtigt sammen med Gundersens billeder. De spiller nærmere imod og tager fokus helt væk fra maskerne, som blot ender som ligegyldige illustrationer i bogen, hvilket er utroligt ærgerligt.

Lars Gundersens maskebilleder er faktisk både smukke og tvetydige, men de kommer slet ikke til deres ret i denne bog. Langt hellere skulle de have været udgivet uden tekst i en bog helt for sig. Kun en enkelt maske har fået følgeskab af en tekst, som formår at understrege billedet frem for at negligere det. Masken på side 108 har fået selskab af en helt enkelt kort tekst.

"Ilden skriger og glemmer sit køn
mens vi endnu tror på gudernes orange masker"

Maskebal er ikke dårligt udført. Den skulle bare have været udgivet som to selvstændige bøger i stedet for denne fejlslagne fællesproduktion.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Lars Gundersen: Maskebal
Tiderne Skifter, 125 sider
ISBN: 9788779734449