Suzanne Brøggers alter ego, Fru Z., er ikke forfatter, "kun et offentligt fruentimmer der skriver breve". Men hvilke breve; et festfyrværkeri af vittige og underfundige iagttagelser og refleksioner over alskens dårligdomme i det mogadoniske samfund, over litteraturens tilstand og sædernes forfald, iblandet society-sladder og name dropping, så det er en fryd.
Vi diverteres atter engang med alle de Brøgger'ske temaer og kæpheste, vi kender fra hendes essays, kronikker og feuilleton-romanerne. Der funderes og reflekteres på livet løs over alverdens ting, stort som småt, men der dvæles ikke længe ved et emne, før der springes elegant videre til det næste. Det vigtigste er underholdningsværdien, for det ligger denne frue meget på sinde ikke at kede Hans Excellence, Prinsen af Mogadonien (læs: Prins Henrik af Danmark, naturellement).
Suzanne Brøggers nye alter ego er en ældre, yderst belæst og vidt berejst, kultiveret dame af den gamle verden, som aldrig kunne drømme om at sætte sine ben i et supermarked. I et charmerende, lidt altmodisch sprog tilskriver hun Prinsen for at give udtryk for sine mange bekymringer, til eksempel "at folk foretrækker at kigge billeder eller sluge slam frem for at læse den mere krævende skønlitteratur". Og hun mindes sin bedstemor, som klamrede sig til sit net med biblioteksbøgerne, som var det liv eller død. Nettet var nemlig et redningsnet, der sikrede hende - om ikke evigt liv - så i hvert fald et indre liv. "Det var gennem udviklingen af det indre liv, at hun overlevede to verdenskrige, besættelse af russerne, og besættelse af tyskerne, landflygtighed og adskillelse."
Det påpeges igen og igen, at kvinderne er det kulturbærende lag i befolkningen, mens denne frue har meget lidt godt at sige om mændene, og slet ikke de magtfulde af slagsen som for eksempel Napoleon, der landsforviste Madame de Staël, den første "moderne" kvinde i historien, simpelthen fordi han var bange for hende. Hun havde nemlig formastet sig til at blande sig i politik, hvad ingen kvinde efter Napoleons mening havde forstand på.
Og fru Z, der i tide og utide selv koket påstår, at hun ikke har forstand på politik, får alligevel sagt sin uforgribelige mening om den jyske molbokampagne (sic!). Truslen fra de kulturradikale er ikke på spil her, det handler derimod "om den overjegsfunktion, som pøblen endelig har frigjort sig fra, og som nu gør det muligt at mobbe og tilsvine minoriteter i ytringsfrihedens navn. Hu hej, vilde dyr, nu kan man endelig tale frit: Jøder er dit, muslimer er dat, og kristne dut. Dét kaldes debat! "
Mysteriet om de forsvundne øreringe løber ligesom ud i sandet, og det kan man så tage som et hib til den altdominerende krimigenre, for som fruen selv antyder, så "skal lecture nu om stunder indbefatte et vist kriminalistisk tilsnit for ikke at dysse i søvn".
Men disse breve er alt andet end søvndyssende, de er en ren nydelse fra ende til anden, både for deres indhold, men også for det vidunderligt preciøse sprog, som denne épistolière betjener sig af.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Suzanne Brøgger: Jeg har set den gamle verden forsvinde - hvor er mine øreringe? - Breve til Prinsen af Mogadonien.
Gyldendal, 280 sider
Udgivelsesdato: 7. oktober 2010
ISBN 978-87-02-09900-3
