Flere nyheder

 
Musik
Energi, nerve og selvironi

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Energi, nerve og selvironi
Man. 18. okt. 2010

Den odenseanske rockgruppe Rock Hard Power Spray gæstede lørdag den 16. oktober Forbrændingen i Albertslund. Det blev en aften præget af kaskader af energiudladninger, punkattitude, masser af spytklatter og selvironi for alle pengene. Desværre var det fremmødte publikum ikke særlig stort, men det pillede ikke gejsten ud af bandet - tværtimod! Undertegnede fik mere en fornemmelse af, at RHPS havde en blødende trang til at bevise deres format over for de mennesker, der trods alt var fremmødt. (Foto: PR-foto)

RHPS gik lige i kødet på fanskaren med den nye hårdtpumpede "Kneel for the Sun", som hurtigt blev fuldt op af det andet nye nummer "Notice". Efterfølgende smed de "3rd of the 5th" lige i hovedet på publikum, hvilket i høj grad var et populært valg. Selve sætlisten var en god blanding af sange fra de to første albums samt en del sange fra den kommende plade If You Think Our Last Two Records Sucked You're Gonna Love This One, hvilket fungerede glimrende.

Guitarist Frederik Valentin optrådte vanen tro med bar overkrop og en flaske Jack Daniels stående ved siden af Marshall-kabinettet, der i øvrigt var udsmykket med ordene: Toillet Race. Forsanger og primalskrigende Mathias Hundebøll indtog scenen med karisma og fanden-i-voldskhed, og sammen med Frederik Valentin leverede de flabede provokationer rettet mod både sig selv, resten af bandet og mod publikum, hvilket tydeligvis blev serveret med et glimt i øjet. Selvironien skulle også vise sig at blive en af RHPSs store styrker på denne halvtomme aften, hvor de var nødt til at vinde det lille publikum helt for at få skabt en rockfest. Dette gjorde de også i høj grad med stærke rocksange som "Distinguished", " Can't Seem To Get Old" og "Fuck You" - alle fra gruppens 2. plade Trigger Nation.

Midt i de raserende guitarriffs og den hårdtpumpende rytmegruppe, bestående af velspillende Simon Andersen på trommer og Ask Fogh på bas, var der hele tiden stærk publikumskontakt. Gruppen var på intet tidspunkt bange for at inddrage publikum i festen på scenen, især da Mathias Hundebøll inviterede en fan op på scenen og bød ham på øl. Bandet spillede deres nye single "Love/Space" for ham, hvilket var deres bedste bud på noget, der mindede om en ballade denne aften.
Hylende morsomt var det da også, at bandet drejede mikrofonerne, så al fokus var rettet imod den forbløffede fan. Ved seancens afslutning fik han lov til at spille på Frederik Valentins guitar, hvilket han udnyttede ved at holde den ud over scenekanten, så publikum havde fri lejlighed til at larme løs på den.

Gruppen sluttede af med at skyde publikum i sænk med "Maniac" og "Redneck Superstar", og bandets samspil gnistrede og kulminerede i rødglødende riffstøj. En halvtom Forbrænding fik sig trods alt en fuldbyrdet rockfest fra et kompromisløst og stærkt spillende rockband, der i sin blanding af energi, nerve og selvironi fremstår langt mere originale end mange af de såkaldt "førende" rockbands i Danmark.

Forbrændingen - Rock Hard Power Spray