|
|
Anskaffer man sig denne dvd, får man ikke bare den nye "Submarino", som er et stykke gedigent socialrealisme og 3 store stjerner værd. Man får også den 16 år gamle og særdeles fremragende novellefilm "Drengen der gik baglæns", som er 5 skinnende stjerner værd. Det giver et gennemsnit på 4 flotte stjerner. (Foto: Per Arnesen)
Det er værd at starte med ekstramaterialet. For Drengen der gik baglæns er en stor, lille film, som gjorde Thomas Vinterberg til ham, man skulle holde øje med blandt de unge filmtalenter. Det er utroligt, som han i 1994 formåede at gå i øjenhøjde med en niårig dreng, der mister sin storebror, og forsøger at håndtere sorgen i den alkoholiserede familie ved at stramme reglerne for, hvor mange gange man må træde på stregerne i fortovet og andre typiske børnelege. Det er en absolut gribende film, som kan ses af store børn, teenagere og voksne.
I Submarino portrætterer Vinterberg to voksne mænd, som aldrig har bearbejdet de hårdtslående traumer fra barndommens alkoholtåger og deres forsømte lillebrors død. Børn og voksne i hovedrollerne spiller fantastisk, mens de mindre roller udfyldes knapt så godt. Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt at fortælle om alkohol- og stofmisbrug og det ekstreme omsorgssvigt, som finder sted overalt. Men som filmfortælling savner Submarino lidt elegance.
Symbolikken er skåret ud i meget tykt pap med nærbillederne af et voldsomt sår på en hånd, der bliver ved med at bløde, fordi det ikke behandles undervejs i beretningen om de betændte sår på sjælen. Det er ikke, fordi det ikke er et godt greb, men det bliver så udtalt, at det næsten er lidt fornærmende. I det hele taget bliver der trykket på alle de tudeknapper, der overhovedet findes. Men selvom man nærmest ser, at den blødende hånd trykker på knap efter knap for at få os til at græde, er det svært at undgå at få en klump i halsen undervejs og fugtige øjne til allersidst.
De svigtende og ansvarsløse mødre, som i deres manglende tilstedeværelse fylder enormt meget i mange af Vinterbergs film, er også til stede her.
F.eks. i De største helte (1996) og Festen (1998) er modersvigtet igangsætteren for hele historien, ligesom det også er det i Submarino. I En mand vender hjem (2007) er moderen (mødrene) også opslugt af sig selv, og i Submarino nærmest vrimler det med mødre, der ikke kan finde ud af at være mødre; hovedpersonernes mor, kæreste, ekskæreste og bolleveninde. Og da man endelig støder på en kvindelig pædagog, som viser lidt interesse i en stakkels dreng, er det faktisk bare fordi, hun flirter med barnets far.
Det er ikke, fordi fædrene er perfekte - og da slet ikke i Festen - men mange af dem er i modsætning til mødrene de store helte, fordi de virkelig prøver og virkelig elsker. Også i Drengen der gik baglæns forsøger faderen sig med en snak med drengen, mens moderen forsvinder i baggrunden.
Det kunne måske være interessant at se Vinterberg ændre en lille smule på dén problematik i fremtiden.
Submarino
Ude på dvd fra Sandrew Metronome
