Flere nyheder

 
Litteratur
Ny dansk thriller

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ny dansk thriller
Fre. 5. nov. 2010



"Protokollen" er noget så usædvanligt som en thriller, der foregår i Danmark. "Protokollen" er første bind i en planlagt serie om PET-folkene Katrine Bergman og Nikolaj Storm. Bogens omdrejningspunkt er Zions protokol, en bog som øjensynligt beskriver, hvordan man opnår verdensherredømme. Er nogen i gang med en fjendtlig overtagelse af Danmark?

Som i næsten alle krimier der udgives i dag, består bogen af en masse mindre sidehistorier, som først et godt stykke inde i bogen begynder at flette sig sammen og give mening.

På en fashionabel café i det indre København dør 23 mennesker, da en bilbombe sprænger udenfor. Alt tyder på, at der er tale om et terroristangreb, og politiet indleder en stor efterforskning for at finde terroristerne og forhindre et nyt angreb. Pressen lugter blod, og politikerne presser på for at få lavet nogle arrestationer. Der foretages anholdelser, men er det de rigtige personer, der er i politiets varetægt, eller er de skyldige stadig på fri fod?

Vicekriminalkommissær Katrine Bergman er anklaget for at have banket en pædofil, mens han var i politiets varetægt. Hun findes skyldig på baggrund af vidneudsagn fra andre betjente og må derfor aflevere sit skilt og sit våben. På grund af sin bopæl og store dygtighed i opklaring af forbrydelser trækkes hun dog ind i politiet igen og bliver tvunget til at gå imod sine egne naboer, med store problemer for hende selv.

Historien bliver temmelig forvirrende, dels på grund af det store persongalleri, som man på grund af de sideløbende historier har svært ved at se en sammenhæng mellem, men også fordi at hver gang man tror, man har forstået noget, så vendes bøtten lige 90 grader, og man er stort set tilbage, hvor man startede. Selv ved bogens slutning bliver man overrasket, for mysterierne fortsætter bare.

Protokollen er en bog, der kræver ro og fordybelse, ellers er det fuldstændigt umuligt at forstå noget som helst af handlingen. Plottet virker en tand for utroligt til, at bogen fremstår troværdig, og det tager noget af spændingen ud af en ellers udmærket bog.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Michael Katz Krefeld: Protokollen
Lindhardt og Ringhof, 361 sider
Er udkommet
ISBN:9788711412497