Keith Richards har udgivet sine erindringer, hvor han fortæller om succes, om stoffer, om kvinder, om at miste, om respekt for bluestraditionen og glæden ved at være en omvandrende strittende pegefinger vendt mod det pæne borgerskabs forstokkede verdenssyn i de spæde 60´ere, hvor rullestenene var rockens rå konger.
Det er på mange måder en overraskende oplevelse at læse den gamle guitarhelts erindringer, for offentlighedens billede af Richards har været så overlæsset med sex, drugs and rock´n´roll-klicheer, at man dårligt kunne ane, at der inde under furerne gemmer sig en sprælsk, humoristisk, klarhjernet (!) historiefortæller. Og hvis man efterhånden finder det lettere anstrengende at opleve det omrejsende rock-ollekolle med den flagrende Jagger, den stoute og noble Watts og en til tider horribelt spillende Richards - der på ubegribelig vis farer vild i de numre han har spillet i snart 40 år - så er der kun en medicin der duer, og det er denne bog. Richards er så langt fra en groggy dinosaur, tværtimod lukker man bogen med en følelse af at være beriget ved mødet med en passioneret musiker og et dedikeret menneske, der går i flæsket på verden og nogle gange får nogle seriøse tæsk, men som oftest klarer situationerne med den proletariske gadedrengs stoiske accept af verdens generelle galskab.
At leve et liv som Keith Richards har ikke været let. I små 20 år væltede han nærmest fra den ene spektakulære skandale til den næste. Arrestationer og nedbrændte hotelværelser var en del af tilværelsen sammen med musikken og det efterhånden mere og mere medtagede fællesskab i bandet. Men når han fortæller om sit liv spiller groupies og stoffer en mindre rolle, ikke at han forsøger at skjule noget, men når man har været clean i 30 år og aldrig er gået op i antallet af nedlagte groupies - i modsætning til Jagger og den sælsomme te-drikker Bill Wyman - så vejer andre ting tungere.
Richards barndom er smukt beskrevet, og det er rasende interessant at følge hans udvikling som musiker, der først i livtaget med deltabluesens åbne guitarstemninger finder den lyd, som i dag er Rolling Stones´ signaturlyd. Enkelte kvinder har vejet tungt for Richards, og de beskrives åbent og ærligt, og med stor kærlighed og respekt for den tid han delte med dem. Desuden giver bogen et godt indtryk af en række definerende venskaber med musikere som blandt andet Gram Parsons og John Lennon.
Hvis man har blot en smule interesse for rockmusikkens historie, så er ikke rigtig nogen vej uden om denne bog, der er en stor fornøjelse at læse. Den har den kvalitet som så mange bøger om rockmusik mangler - den er forbandet velskrevet. Det skal nævnes at Richards har fået hjælp af forfatteren James Fox, og sammen har de formået at omplante Richards charmerende og til tider kyniske stemme til et levende værk, der vil stå som et uomgængeligt dokument over The British Invasion i de tidlige 60´ere, og som udfylder nogle af de baghistorier dedikerede fans af rullestenene har savnet.
Men uanset om man er musiksociolog eller har strejfet stynet rundt siden Angie udkom. Om man er interesseret i britisk arbejderklasse eller bare vil finde ud af, hvem det egentlig er Johnny Depp efterligner i sin rolle som Jack Sparrow, så er det denne bog man skal kaste penge efter. Den er hver en øre værd.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Keith Richards og James Fox: Livet
Lindhart og Ringhof, 587 sider
ISBN 9788711 434932
Udgivet d. 26. oktober 2010.
