Flere nyheder

 
Litteratur
Handlingsmættet eventyr mangler plot

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Handlingsmættet eventyr mangler plot
Tor. 11. nov. 2010



Nu er 10. bind i Skyggens Lærling udkommet - og det endda samtidig med at den er udkommet i forfatteren John Flanagans hjemland Australien. Denne gang foregår historien ikke i Araluen, hjemlandet for seriens unge helte rangeren Will og krigeren Horace, men i landet Nihon-Ja, som er John Flanagans udgave af Japan.

Krigeren Horace er sendt på diplomatisk mission til kejseren af Nihon-Ja. Under turen fra sommerslottet til vinterpaladset erfarer den folkekære kejseren Shigeru, at nogen af hans undersåtter - en del af den elitære senshi-klan - har indtaget hans palads og vent sig imod ham. Da kejseren og hans følge ender i et bagholdsangreb betænker Horace sig kun kort, da han redder kejseren og kaster sig ud i kampen på kejserens side.

Da Horaces venner den arulanske prinsesse Evanly, rangeren Will og hans mester Halt, Wills barndomskæreste og diplomat Alyss samt den arridiske Selethen modtager bud om Horace's situation, tager de ud for at finde ham. De rejser over havet med det skandiske tjenesteskib Willulven med deres gamle ven Gundar Skallesmækker bag roret og hans skandiske sømænd - en flok uslebne, rå, øksesvingende barbarer. Heldigvis har de en forhistorie med Will og hans venner, og deres tiltro til rangeren kommer dem til hjælp, da de sejler gennem den Assaranyanske Kanal for at komme til Nihon-Ja.

I Nihon-Ja er kejseren og de tilbageværende kejsertro senshier, sammen med Horace og en klan af skovhuggere kaldet Kikorier flygtet op i bjergene til den sagnomspundne fæstning Ran-Koshi. Da Horace og hans venner genforenes bestemmer de sig for at forsøge at forvandle de kejsertro kikori-skovhuggere til en veltrænet kampstyrke, der trods deres underlegenhed og undertal, skal kunne klare sig imod de veltrænede og barske oprørstropper.

Bogserien til unge læsere er nu oppe på et omfang og en kompleksitet, så det nok mere er de 12-14 årige, der er målgruppen, end de 10-12 årige. Der er stadig fyldt op med spænding og fokus på elementer af våben og krigstaktik, der gør det særlig interessant for unge, der søger bøger med handlingsmættet eventyr. Denne gang er plot dog lidt for enkelt, det er gennemskuet endnu inden historien kommer i gang. Så selvom fortællingen og introduktionen af endnu et nyt land med egne traditioner, sprog og historier er komplekst og omfangsrigt, så er spændingsmomentet ikke helt med denne gang - og derfor bliver det kun til de 4 stjerner.

Seriens slutning er nu også indenfor overskuelig række. Forfatteren har nu meldt, at der kommer 12 bøger i serien, så seriens fans må sørge for at nyde de sidste par bøger.

www.rangersapprentice.com kan (på engelsk) læses mere om serien, og man kan selv komme i lære som ranger.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

John Flanagan: Kejseren af Nihon-Ja. Skyggens lærling bind 10
Borgen, 568 sider
ISBN: 978-87-21-03606-5
Udgivet d. 1. november 2010