Den svenske forfatter Klas Östergren kredser i sin nye bog "Den Sidste Cigaret" om en række genkommende temaer i sit forfatterskab: Stockholmske bohemer, druk, femme fatales, kunstens rolle og den skabende proces. Som i hans tidligere romaner "Gentlemen" og "Gangsters" kan man ikke lade være med at overveje, hvor tæt fiktion og virkelighed er på hinanden.
I Den Sidste Cigaret møder vi den midaldrende forfatter Claus, der nu bor trygt i Skåne på afstand af den stockholmske kunstverden, der åbenbart altid er fyldt med druk og dragende kvinder. Men selvom han indkøber dahliaknolde, er der ikke gået helt provinsidyl i den. I garagen spøger et gammelt bilvrag og et helt specielt kassettebånd, og langsomt bliver historien om, hvad han er flygtet til provinsen fra, optrævlet.
Romanen fortæller ikke hovedpersonens hele liv, den lader ham snarere træde i baggrunden for at fortælle historien om kvinden Madeleine, der krydser hans vej flere gange. Derfor springer fortællingen flere gange et par år frem i tid til hver gang, Madeleine og hendes bekendte, Jörgen, dukker op.
Imens bliver jeg-fortælleren Claus i periferien gift, skilt og gift igen. Han er ikke så meget hovedperson som registrerende iagttager af bogens begivenheder, der vitterlige er flere, end den lidt dvælende og æteriske tone lægger op til.
Claus kæmper altid med et eller andet kunstnerisk projekt, og denne kamp er som sædvanlig central hos Östergren, men uden at det bliver navlepillende, og man tænker ikke: "Åh nej, forfattere, der skriver om, hvor svært det er at skrive." Specielt fordi kunsten faktisk bliver plotmæssigt omdrejningspunkt, da Claus engang i 80'erne støder ind i den specielle konceptkunstner Jörgen.
Jörgen får involveret fortælleren i sit meget omfattende kunstprojekt Closing the Deal, der faktisk formår at overskride en endnu intakt grænse i kunsten. Det er også en del lettere at skrive om, end faktisk at gøre.
Men postmodernisme er kun emnet og ikke romanens form, og karaktererne beholder en stor portion liv og blod og ofres ikke for at bevise en ironisk eller kunstteoretisk pointe.
Den måde, de tilfældigt støder ind i hinanden på og bestandigt misforstår hinanden, virker så realistisk, at man bestandigt overvejer, om det faktisk er noget, Östergren selv har oplevet, og det derfor ikke kan have været nogen kunst at skrive. Dertil er sproget dog for suverænt.
Når bogen trods sine åbenlyse kvaliteter ikke er et mesterværk, skyldes det, at man alligevel sidder med en tom smag i munden bagefter. Det virker lidt som snyd, at det formfuldendte sprog mest bruges til beskrivelser af de andre kunstarter: Det perfekt blandede kasettebånd, den mest talentløse teaterforestilling og den utroligt kontroversielle kunstinstallation.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Klas Östergren: Den sidste cigaret
Tiderne Skifter, 458 sider
ISBN: 9788779734081
Udkommet 15. november 2010
