Flere nyheder

 
Musik
Fremragende Crystal Castles

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Fremragende Crystal Castles
Fre. 19. nov. 2010

Crystal Castles skød Vega i sænk med et bombardement af hård electro.

Der er sket ting og sager for den canadiske duo Crystal Castles, siden de poppede op på den elektroniske musikscene for nogle år siden. Via Myspace og intens hype fra undergrunden, voksede bandet sig hurtigt ud af skyggen og ind i en større musikalsk virkelighed. Og det godt besøgte Store Vega vidnede da også om, at Crystal Castles i dag er et band, der har fået tag i et noget bredere publikum. Ja, duoen er endda kommet i rotation på P3, hvilket jo i sig selv giver adgang til et stort og mere konventionelt publikum herhjemme.

Crystal Castles er lig med Ethan Kath og Alice Glass, der til lejligheden var udvidet med en styk trommeslager. Badet i et konstant stroboskoplys og røg gjorde den heftige duo Vega til deres helt egen musikalske legeplads. Deres lyd var hård og metallisk og lagt på en ekstremt tung bund af bastant bas. Med impulser fra blandt andet rave, electro, synth, punk og 8-bit, leverede Crystal Castles en heftig og tæt koncert, som på fornem vis balancerede mellem et kantet og uforsonligt udtryk og fængende vellyd.

Der var klart øjeblikke, hvor Crystal Castles nærmede sig et lidt for ensformigt udtryk - ikke mindst på grund af det opskruede lydtryk og den exceptionelt dominerende bas. Men bandet reddede sig alligevel fri, dette ikke mindst via en performance, der var høj på både energi og tilstedeværelse. Og at Crystal Castles virkelig har et fremragende katalog af sange, det fik de da også i den grad understreget.

Uagtet ovenstående og at Alice Glass gik på scenen med en brækket fod, så serverede Crystal Castles en rigtig flot koncert for det danske publikum. Med deres intense og skærende show cementerede de deres renommé som et enestående liveband, og fik vist sig selv som et band, der er sprængfyldt med potentiale.

Crystal Castles i Store Vega onsdag 17. november 2010