Flere nyheder

 
Teater
Pinocchio i Aarhus

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Pinocchio i Aarhus
Fre. 26. nov. 2010



Årets familieforestilling på Aarhus Teater er fortællingen om trædukken Pinocchio, der brændende ønsker sig at blive en virkelig dreng. Men hvor er det svært, når man først skal kæmpe for at lære at gå og derefter lære, hvordan man opfører sig. Selvom man har de bedste intentioner, er det svært at skulle overvinde fristelser. (Foto: David Bering)

Dukkemageren Gepetto er en fattig mand, der skærer sig en dukke i træ. Dukken Pinocchio bliver levende, men det er ikke nok at være levende og kunne gå, man må også lære at opføre sig som en ordentlig og artig dreng. Det kan være svært, når der findes fristende steder som Det Magiske Teater og Slaraffenland, og når ikke alle, man møder på sin vej, er til at stole på.

Pinocchio møder det snu makkerpar Ræven og Katten, som lokker ham ud i Mirakelmarken for at franarre ham hans guldmønter. Her møder Pinocchio også den lille døde pige, som hjælper ham med at blive rask og gøre det rigtige. Selvfølgelig er den talende fårekylling også med, men han ligner langtfra Jesper Fårekylling fra Disneys udgave af historien og har ikke en særlig stor rolle i stykket. Til gengæld er der den sødeste Duracell-kanin med, som bringer store smil frem på alle læber.

Nogle gange er moralen lige tyk nok i stykket - og børnene, der ser forestillingen, skal nok efterfølgende pænt drikke deres medicin og huske at gå ad den lige vej i skoven. For man er som tilhører ikke i tvivl om, at hvis man ikke opfører sig pænt, så får man en lang næse, æselører eller bliver hentet af dødens kanin.

Fokus i stykket er på skuespilkunsten - der er skåret relativt meget ind til benet og ikke brugt de store kræfter på dragter, lys eller kulisser. Og skuespillerne bærer det flot igennem - særligt Pinocchio spillet af Thomas Hwan gør et strålende stykke arbejde. Det er dejligt at se, hvor lidt der skal til, og hvor let nogle skuespillere får det til at se ud. Et stort plus gives også for at inddrage området udover scenen til stor morskab for publikum. I en enkelt scene er der store balloner, der bliver kastet ud til publikum, og som flyver rundt i hele salen, indtil de ender på scenen igen. Et rigtig dejligt indslag, som bliver husket.

Pinocchio spiller indtil 19. januar på Aarhus Teater. Varigheden er 2 timer (inkl. pause) - og anbefales fra 6 år. Stykket kan godt ses af de modige 4-5 årige, men da Pinocchio bliver både hængt og druknet, kræver det måske lidt ekstra forklaringer. Men en god og solid anbefaling af et absolut værdigt familieteaterstykke uden alt for mange ekstra udenoms dikkedarer, bare gode solide skuespilpræstationer.

Aarhus Teater - Pinocchio
Se spilletider