Flere nyheder

 
Musik
Tunge guitarer med ujævnt underlag

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Tunge guitarer med ujævnt underlag
Man. 29. nov. 2010

Lørdag aften lagde KB-Hallen hus til tunge guitarer fra henholdsvis Coheed and Cambria og hovednavnet Deftones. Det skulle vise sig i al sin helhed at være en blandet oplevelse, hvor hovednavnet trods alt formåede at hive koncerten op i niveau trods en svingende start med velspillet men intetsigende opvarmning. (Foto: PR-Foto)

Coheed and Cambria stod for aftenens opvarmning og efterlod undertegnede med en tom fornemmelse i maven. Som sådan var der egentlig ikke en finger at sætte på bandets tekniske formåen, for det var fermt. Deres kompositoriske evner og deres scenetække kan derimod let kritiseres, eftersom de slet ikke nåede ud over scenekanten, men derimod virkede meget indadvendte og statiske. Sangene flød sammen, og selve musikkens tekniske facetter overskyggede alle andre elementer i sangene, som derfor virkede uorganiske og uden nerve.

Aftenens hovednavn, Deftones, var på et højere niveau, men havde også sine ting at slås med, hvor især en nervøs start med en frygtelig lyd satte sit præg på de første sange. Men gruppen kom forholdsvis hurtigt efter det, og forsanger Chino Moreno fes ufortrødent rundt på scenen og var energisk som en påskehare på speed, hvilket var en kæmpe pondus for bandet. Han var en solid drivkraft i front og virkede sikker, når han styrtede op på det forhøjede plateau på frontscenen, og stod hævet over både bandet og publikum som en rigtig frontmand.

Hans energiske udladninger og hvidtstøjende skrig var også lige i skabet, men hans sang var til gengæld præget af hans primale udfald, da disse ikke altid sad i skabet og nogle steder var decideret falske. Derudover havde bandet af og til sit hyr med at holde tempoet i nogle sange, hvilket gik ud over stramheden i deres flow, og nogle ting sad ikke så præcist, som man kunne have ønsket. Dermed ikke sagt at samspillet i bandet var dårligt, for bandet svingede og groovede rigtig godt igennem det meste af koncerten, og om ikke andet så havde Chino Moreno et godt greb om publikum, som hele tiden festede igennem.

Deftones spillede en god portion sange fra seneste udgivelse Diamond Eyes, hvilket i høj grad prydede sættet! Selve udgivelsen besidder en stærk tyngde, og er i det hele taget mere retningsbestemt end meget af Deftones' bagkatalog. Sangene herfra virkede uforløsende, vildtfarende og kunne i det hele taget ikke leve op til f.eks. Diamond Eyes' sublime udtryk.
Derudover gjorde sangene fra albummet White Pony sig også ganske godt bemærket. Det var i det hele taget materialet fra disse plader, der gjorde, at KB-Hallen for alvor kom i omdrejninger, men på trods af anstrengelserne kunne bandet ikke helt hive koncerten op på et decideret ekstatisk niveau, selvom det trods alt gik hen og blev en ganske solid koncert. Det skal her også nævnes, at gruppen hele tiden blev godt suppleret af en suveræn lysproduktion, der i den grad hjalp til med at hæve energien, så helhedsindtrykket af koncerten endte med at være ganske godt.

Deftones spillede i KB-Hallen 27. november 2010