|
|
Forestillingen "Eraritjaritjaka" af tyske Heiner Goebbels gæstede Skuespilhuset for en kort bemærkning og viste spændende nye tendenser for scenekunsten. De enkelte elementer var fremragende, men det var svært at danne sig et helhedsindtryk, specielt uden det store kørekort i fransk og strygermusik. (Foto: Mario del Curto)
Eraritjaritjakas store kup er det øjeblik, hvor stykkets eneste skuespiller, André Wilms, tager sit gode tøj og forlader Skuespilhusets store scene. En kameramand følger ham ud i vintervejret, hvor han sætter sig ind i en bil og kører ud i Københavns gader og videre til Christianshavn, imens han genoptager sin monolog bestående af udvalgte Elias Canetti-tekster. Det er en meget særegen oplevelse at blive ladt alene tilbage i teatret med en film af skuespilleren, der nu befinder sig i en lejlighed på Christianshavn. Man forstår, hvorfor Det Kongelige Teater har bedt publikum om at skrue forventningerne helt i vejret.
Inden vi når så langt, har den hollandske The Mondriaan Quartet spillet som Sjostakovitj, og Wilms har citeret Canetti på fransk med danske overtekster, og oplevelsen er her nærmere installationskunst end teater. Wilms interagerer med strygerkvartetten på original og upåklagelig vis, men det er desværre svært at se den dybere mening. Eraritjaritjaka betyder "længslen efter noget, der er tabt", og dette tema anslås i Wilms karakters eneboeropførsel, hvor en kvindestemme høres, men det er desværre svært at se, hvad der binder de enkelte elementer sammen som andet end en slags musikvideo for ældre intellektuelle.
Forestillingens midterste tredjedel i lejligheden er klart den bedste, her får magien lov at leve, især takket være kameramandens arbejde, der også fortjent blev hyldet til sidst. Men så afsløres det, at Wilms ikke befinder sig på Christianshavn, men inde i det store hus på scenen, hvorpå filmen af ham projekteres op. Det giver en interessant destabiliserende effekt, der forstærkes af, at man både ser skuespilleren og strygerkvartetten igennem husets vinduer og projiceret uden på huset. Men når overraskelsen har lagt sig, er det svært at se det som andet end en effekt.
"Utrolig stærkt" udbrød en tilskuer ved forestillingens slut, hvor vi alle klappede som piskede. Denne anmelder ville også gerne tilslutte sig koret og råbe "mesterværk" og kvittere med seks stjerner. Men måske er summen af fantastisk strygermusik, verdenslitteratur, genial scenografi og en stor skuespilpræstation ikke lig med storartet teater? Man kæmper i hvert fald hårdt for at finde en sammenhæng eller mening i forestillingen og får meget lidt hjælp undervejs. Canettis tekster fremsiges i så højt tempo, at det er en kamp at følge overteksterne. Det, der siges, kan kun i temmelig løs forstand relateres til begivenhederne på scenen, og derfor virker den franske tekst desværre mest som staffage. Hvis man i programmet håber at finde den store nøgle til at tolke forestillingen, bliver man skuffet. Det er, måske symbolsk, skrevet med næsten ulæselig grøn skrift på mørk baggrund, fyldt med biografiske detaljer, men der er meget lidt at gribe efter: ".. for det andet er kvartetten åbenlyst selvbiografisk. Den første sats åbnes af de fire toner D-es-C-H, der refererer til Dmitri Sjostakovitjs navn."
Eraritjaritjaka er interessant, men det er ikke åbenlyst, om der opstår en mening i mødet mellem højpandethed og teatertricks.
Eraritjaritjaka spilledes i Skuespilhuset 10. og 11. dec. 2010
