|
|
"Miral" dykker ned i det konfliktfyldte forhold mellem palæstinensere og israelere og skildrer det i perioden fra etableringen af staten Israel og frem til Oslo-aftalen i 1993. Det er en film, der både handler om et helt folks skæbne og en enkelt kvindes stillingtagen til konflikten. Men det lykkes dog ikke helt at finde balancen mellem den personlige fortælling og de større historiske begivenheder, der tegner kvinden Mirals liv. (Foto: Scanbox)
Miral skildrer en række kvindeskæbner, der på hver deres måde tvinges til at tage stilling til det kaos, det palæstinensiske folk kastes ud i, mens konflikten med israelerne intensiveres.
Hind (Hiam Abbass) åbner et børnehjem for de forældreløse børn af krigen mellem Israel og de arabiske nabostater i 1948, mens en anden kvinde, Fatima, drives ud i terrorisme i 1960erne. Splittet mellem disse valg er også næste generation i form af pigen Miral (Freida Pinto), der vokser op på Hinds børnehjem. Miral må, som kvinderne før hende, beslutte, om hun vil ty til diplomati eller væbnet oprør for at hjælpe sit folk mod en bedre fremtid.
Rollelisten i Miral tæller, ud over den underskønne Freida Pinto fra Slumdog Millionaire og You Will Meet a Tall Dark Stranger, bl.a. Willem Dafoe og Vanessa Redgrave. Deres roller er dog så små og ubetydelige, at de kunne være klippet ud, uden at det havde haft en større betydning for filmen. Og det er symptomatisk for filmens lidt rodede start. Her bydes der på den ene lovprisende scene efter den anden af Hinds børnehjem, så det ender med at føles som gentagelser. Det er prisværdigt nok, men måske skulle krudtet hellere være brugt på at skildre, hvilken betydning børnehjemmet får for Miral senere hen, da stedet efterhånden glider for meget i baggrunden, ligesom Hind gør det, og vi ikke for alvor kan mærke forbindelsen mellem generationerne af palæstinensiske kvinder.
Bedre bliver filmen, når den lader først Mirals mors og sidenhen Mirals egne personlige oplevelser stå i forgrunden frem for de politiske forhold. Den historiske del af konflikten har vi haft adgang til via vores egne nyhedsmedier, men mødet mellem Miral og forskellige personer involveret i konflikten giver en anden indsigt i problemerne. Der er både frustrationen over den ældre generations valg, og så er der morsomme detaljer som en tante, der kun bærer tørklæde, når sønnens israelske kæreste er på besøg, for at gøre den israelske pige lidt usikker. Det giver konflikten og de kulturelle forskelle et menneskeligt strejf og rammer bedre end de store, brede historiske penselstrøg.
Miral
Se spilletider
Se filminfo
