Flere nyheder

 
Musik
Debut fra Stupid White Men

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Debut fra Stupid White Men
Man. 17. jan. 2011

Den danske gruppe Stupid White Men leverer med sin debutplade en blandet oplevelse på godt og ondt. I og for sig er de musikalske grundelementer gode, men gruppens blanding af country, melodisk rock, grungeriffs og eksperimenterende rock lyder i sin helhed mere sammensat end original.

It's a Fine Day To Kill Someone Nice starter godt ud med det crescenderende nummer "Entering the Devil's Hotel", der på 30 sekunder fastlægger en stor del af pladens lyd. Denne kommer til udtryk i form af country/bluesguitar understøttet af en voksende synth-klangflade, der vidner om Stupid White Mens søgen efter patos og stemningsfulde og raffinerede klangflader. Dette udmønter sig i pladens næste skæring "Walk and Slaughter", som bliver kulminationen af forrige nummers opbygning.
"Walk and Slaughter" fungerer godt; den lægger stilen for pladen fast og præsenterer bandets lyd fint med sin riffrockende bund understøttet af dystre tekster, Allan Nordquists udtryksfulde vokal samt melankolske stemninger. Nummeret fejer ikke benene væk under lytteren, men vidner om en sans for stemningsmættet rock, som man blandt andet også ser hos et andet nyt dansk rockband - Kellermensch.

Stupid White Men har uden tvivl søgt at ramme et udtryk, som er nyt og originalt med sine musikalske blandingselementer, men det bliver aldrig så originalt, som man kunne have håbet på. Bandet spiller såmænd godt sammen, men pladens genremix bliver aldrig rigtig farligt eller helt så spændende og kraftfuldt, som man kunne ønske, og flere af sangene kommer til at fremstå som varitaioner over samme skitse fremfor egentlige, selvstændige sange.

Dog diskes der op med gode sange, og man fornemmer potentialet i b.la. førnævnte "Walk and Slaughter", "Tankman" og "Dead Man Walking", hvor bandets kompositioner går op i en højere enhed. I glimt som disse fremstår bandet som en koncentreret og lovende gruppe. Dog skal det siges, at hele pladen som sådan ikke består af decideret dårlige sange, men desværre et overtal af uvæsentlige kompositioner, der i og for sig forbliver uspændende, når man ser, hvad bandet ellers mestrer. De sange, der viser bandets karakter og styrke, har masser af potentiale i sig, og hvis denne nerve forstærkes på evt. fremtidige udgivelser fra gruppen, er der tale om et dansk band i en spændende udvikling, der er værd at følge.

Stupid White Men: It's a Fine Day To Kill Someone Nice
Ude på cd fra Target Records