Flere nyheder

 
Litteratur
Vejen mod voksenlivet i ord og billeder

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Vejen mod voksenlivet i ord og billeder
Ons. 19. jan. 2011

Selvom formatet ligner det traditionelle for store billedbøger, så er Oscar K. og Dorte Karrebæks bog "Lejren" bestemt hverken for børn eller barnlige sjæle. I tekst og billeder skildrer de to barndommen, som var den en fangelejr. En særdeles ubehagelig og dog alligevel imponerende læseoplevelse.

Børn i en lejr. Numre i stedet for navne. Trivielt arbejde samt voksne, der opfører sig sært og uforståeligt. Det er kort fortalt, hvad man kan læse om i Oscar K. og Dorte Karrebæks bog Lejren, som vandt Statens Kunstråds pris for "Den illustrerede bog" i 2010.

Fortællingen er kort og kronologisk. En vognfuld børn ankommer til den unavngivne lejr. De har forskellige baggrunde og vidt forskellige tilgange til det, der venter dem. Man følger deres lidelser og kamp for overlevelse. Nogle bukker under, andre klarer sig. Og til sidst... Til sidst får de eksamensbevis og en hue hver!

Lejren er en meget kontroversiel fremstilling af barndommen, der mest af alt vækker mindelser om beskrivelserne af livet i kz-lejrene under Anden Verdenskrig. Faktisk er det først mod bogens slutning, da alle børnene i lejren pludselig dimitterer og bliver sendt ud i verden med et "Tillykke", at ligheden med kz-lejrene hører op.

K. og Karrebæk viser sig begge fra deres mest effektfulde sider. Ordene er få, men velvalgte, og i sammenhængen med Karrebæks tegninger skabes et utroligt stærkt udtryk, som man ikke lige glemmer igen med det første.

Et af kriterierne for at deltage i - og ikke mindst vinde - Statens Kunstråds børnebogskonkurrence er, at bogen skal henvende sig til børn i alderen fra 8-12 år. Derfor kan det undre, at netop Dorte Karrebæk og Oscar K.'s indsendte bud blev vinderen. For uanset hvor gennemført og velkomponeret bogen måtte være, så er den ikke synderligt børnevenlig.

Det er heftige sager. Tegningerne er utrolig stemningsskabende, men også dystre. Enkelte skildringer giver én lyst til at lukke bogen i, fordi det ganske simpelt virker så trist. Og selvom man til sidst forstår, at der ikke er tale om en virkelig lejr, men udelukkende et billede på, hvordan barndommen kan opleves, så så er læsningen stadig hård.

Ser man bort fra sammenhængen og går til bogen uden forudindtagethed, så er den ganske enkelt et sandt lille kunstværk. Det er jo ikke just munter læsning. Men det er følelsesladet og ikke mindst effektfuldt.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Oscar K. og Dorte Karrebæk: Lejren
Høst & Søn, 80 sider
ISBN: 978-87-638-1642-7
Udkommer 20. januar 2011