Intimitet og underspillet råstyrke gik hånd i hånd, da Mark Lanegan og Isobel Campbell var på besøg i København.
Duoen gæstede denne gang Vega i en barberet og neddæmpet udgave, hvor de to vokalister blev kompetent bakket op af henholdsvis et par halvakustiske guitarer, en gulvbas med en fed, fyldig lyd og momentvist Isobel Campbells egen cello.
Efter tre album, der alle tager udgangspunkt i en amerikansk, stærk folk-tradition med elementer af roots og country, har duoen efterhånden skabt en egen platform, hvor deres polare udtryk understøtter og kontraherer hinanden på sublim og helt enkel vis - når det vel at mærke fungerer, for det gør det ikke altid!
Keep it simple
Denne aften gav den mørke og den lyse eksempler på, hvad deres sangkunst kan præstere, i de rammer som komponisten og iscenesætteren Isobel Campbell er skaberen af. Sidste gang de gæstede Vega var det med et fuldt backingband og en mere elektrisk tilgang, som ikke hele vejen gav de skrøbelige stemninger plads til at udfolde sig. Det gjorde derimod konceptet med et siddende, tyst publikum og en intim og dybt personlig stemning på scenen.
Settet lagde ud med en fortættet og elegant version af "Seafaring Song" fra Sunday at Devil Dirt, efterfulgt af "Snake Song" fra Hawk, og solidt fulgt til dørs med en fuldtonet "Who Built the Road" med en Lanegan i topform, der her leverer det, han er bedst til: En mørk, fortættet og kraftfuld vokal, i noget nær perfekt samklang med Cambells lyse dukkestemme, der ofte leder tankerne hen på Julee Cruise fra Twin Peaks. Besynderligt, besnærende og forbandet overbevisende.
Et af højdepunkterne kom midt i settet, da den skumringstunge afskedssang "The Circus is Leaving Town" fra Ballad Of The Brokens Seas foldede sig ud over publikum med lige dele stoisk ro og en hjerteskærende desperation i fortællingen om pigen, der på alle måder skal videre i sit forpinte liv. Her lykkedes projektet, og musikken blev indbegrebet af den stemning, Campbell og Lanegan stedse forsøger at skabe. I det tyste rum, hvor følelserne og desperationen og fortvivlelsen emmer ud af numrene. Også Mark Lanegans eget nummer "Revolver" fra debutalbummet fungerede forbløffende godt i den nedbarberede version, der giver plads til en nærmest snerrende vokal, der uden at anstrenge sig fylder og presser sig insisterende på.
Vellykket skumringstogt
Numrene fungerede generelt rigtig godt i de akustiske versioner, med et par enkelte udfald, især på "Come On Over", hvor vokalen bare ikke fungerede, og hvor rytmen forblev underligt hakkende og ufokuseret. Men det tilgiver man gerne, når man afslutningsvist får leveret først en tyk og saftig "Come Walk With Me", efterfulgt af en kraftfuld og nærmest rocket udgave af duoens allerførste singleudspil "Ramblin Man".
Tilbage står indtrykket af to vokalister, der momentvist skaber sublime øjeblikke med deres karakteristiske udtryk og stærke melodier. Denne aftens koncept med det lavmælte, det akustiske, faldt fantastisk godt ud, med plads til både fortolkninger og et par fejltrin i en ellers aldeles vellykket dans.
Mark Lanegan & Isobel Campbell, Vega, torsdag den 10. marts 2011
